INTRO/SERRITSLEV

Først byder Horatiu Roman velkommen (ham møder du igen senere). Vi starter med ”Serritslev”, et nummer fra et andet projekt, jeg arbejder på, men som har fået lov til at komme med, fordi det er en god ”startsang”. Der er noget rart og imødekommende over kombinationen af banjo og mundharpe. Banjoen er naturligvis et loop, for jeg har endnu ikke mestret at spille banjo og guitar på sammen tid 😊

REJSEKORT

Denne sang handler ikke om det velkendte plastikkort, du bruger, når du kører i tog eller Metro, men mere om at hele livet jo også er en slags rejse – og vel og mærke en rejse, hvor man meget af tiden ikke rigtigt ved, hvor man er på vej hen. Det kunne være rart med et kort, for man kan ende de mærkeligste steder!
DU KAN LÆSE TEKSTEN HER

HUNGERFUGL

Aftenens første nummer fra min debutplade UDEN ET ORD fra 2021, og første gang du rigtig møder shruti-boksen. En shruti-boks er et indisk droneinstrument, som minder lidt om en harmonika, men som jeg kan styre med foden, så den kan spille samtidig med, jeg spiller guitar. Det kræver lidt ”hånd/fod-koordination”, men fungerer da ok her.
HØR STUDIEUDGAVEN HER

UDEN ET ORD

Hungerfugl går direkte over i titelnummeret fra min plade, som er en kort hypnotisk melodi, som kører lidt i ring. På pladen er nummeret meget længere. Nummeret kunne første gang høres i den allertidligste UDEN ET ORD præsentationsvideo fra februar 2020, men blev først rigtigt optaget 1 ½ år senere.
HØR DEMOUDGAVEN HER

BYEN VED VANDET

Er en gammel sang om den lille provinsby i Nordjylland, hvor jeg voksede op. En af de der byer, som om sommeren er fuld af turister og med masser af liv, for så om vinteren at være mere eller mindre affolket. Igen bruger jeg et loop, så jeg kan spille stemningsfulde soloer mellem versene.
DU KAN LÆSE TEKSTEN HER

RAVNEKONGEN

Endnu et nummer fra min debutplade. Et nummer som er over 20 år gammelt og som her på hjemmesiden også kan høres i sin oprindelige elektriske demo-form. Vel egentligt det første reelle instrumentalnummer jeg færdiggjorde.
HØR “LIVE I ØVELOKALET” VERSION

BLÅ FORNEMMELSE

Det er jo en jazzfestival, og dette nummer er nok det mest jazzede, jeg kan præstere. Et jam-nummer over et jazzet trommeloop, og som låner både fra Miles Davies’ ”All Blues” fra 1959 og den engelske folkgruppe The Pentangles ”I’ve Got a Feeling” fra 1968 . Men hey det må man altså godt i jazz!
HØR SINGLE-UDGAVE FRA 2022

MEMMINGEN

Et meget kort nummer skrevet af den legendariske rockguitarist Ritchie Blackmore (ham med ”Smoke on the Water”), til hans dejligt skøre folk-rock-projekt ”Blackmores Night”. Også udgivet som en del af mit igangværende projekt ”Petitesser”, hvor du kan læse meget mere om hvordan jeg lærte nummeret at kende (involverer norske piger og dåseøl…)
HØR UDGAVE FRA PETITESSER

DOWLAND

Endnu et lille kort nummer, men denne gang et helt nyt nummer skrevet af mig. En hyldest til min yndlings-renæssancekomponist John Dowland og et forsøg på at bruge nogle af hans musikalske ideer i en mere moderne kontekst.

SNOWFLIGHT

Endnu et covernummer og denne gang et nummer skrevet af den vidunderlig amerikanske komponist Andrew York. Andrew er en af de mest brugt moderne klassiske komponister, og han har en helt særlig evne til at skrive korte og iørefaldende numre. Oprindeligt er nummeret selvfølgelig spillet på en klassisk guitar og kan findes på hans plade ”Dénouement” fra 1994.

MR. MORGAN

Så kommer banjoen frem i et lille kort bluegrass-nummer, som er inspireret af det ret fantastiske cowboy computerspil Red Dead Redemption 2 og opkaldt efter spillets hovedperson. Shruti-boksen er med igen. Tidligere udgivet som single i 2021.
HØR SINGLE-UDGAVE

VINDHEJREN

Endnu et nummer fra UDEN ET ORD. Et up-tempo bluegrass-inspireret nummer, opkaldt efter en mystisk fugl min datter, som helt lille, påstod at have set i Zoologisk Have.
HØR STUDIE-UDGAVE

FUGL & FISK

Fugle går af en eller anden grund igen i flere af mine titler – her i et langt to-delt uudgivet instrumentalnummer, som jeg ofte spiller som en slags intro til ”Langt fra og tæt på” – jeg kalder det min ”E-mol suite”, fordi numrene er i samme toneart og til sammen varer knap 9 minutter. De hænger sammen på en fin måde.
Anden del af nummeret er i sin opbygning inspireret af den svenske jazzpianist Jan Johansons ”Jazz på Svenska”-plade fra 1964. Et nummer fra netop den plade blev også indspillet til UDEN ET ORD-pladen, men kom i sidste øjeblik ikke med.
DEN KAN DU HØRE HER

LANGT FRA OG TÆT PÅ

Jeg slutter af med en meget gammel sang, som handler om parforholdets svære kunst. Jeg holder meget af skiftet fra den ellers ret sørgelige sang og så over i den valsede instrumentale afslutning, som forhåbentligt ender sangen (og koncerten) på en mere håbefuld måde. Lige til denne koncert spiller Horatiu Roman lækkert klaver på afslutning-delen, hvor jeg laver loop efter loop frem mod et crescendo. 
DU KAN LÆSE TEKSTEN HER

HØR HORATIUS EGEN MUSIK HER