Endnu en mulighed for at opleve UNDER MÅNEN live i januar. Kom til Køge!

Næppe er duften af krudt forsvundet og den sidste nytårshat smidt ud, før du har mulighed for at komme ud og lytte til noget god musik.

Torsdag den 8. januar spiller Nicklas på Metronomen på Frederiksberg. Han har inviteret en masse af de musikere, han har indspillet musik med gennem tiden, og jeg er så heldig at have fået lov til at spille med.

Så kig forbi!

Årets julegave fra UNDER MÅNEN er et lille stykke med mandolin og klassisk guitar, som meget godt ligger i tråd med sidste års tema om ”julesange som slet ikke er julesange”.

Dengang var det ”Bjældeklang”, som altså ikke oprindeligt var en julesang, men i det mindste VAR en vintersang (fra dengang man kørte i kane om vinteren). Men i år er det en sang, der originalt faktisk slet ikke har noget som helst med hverken jul eller vinter at gøre. Snarere tværtimod.

”Santa Lucia” er nemlig en napolitansk folkesang om den smukke bydel af sammen navn, som ligger lige ud mod Napoli Bugten. Den originale tekst handler om en roer, der fra sin lille båd priser bydelens skønhed og forsøger at sælge sejlture ud på bugten, så man endnu bedre kan beundre dejlige Napoli. Altså noget helt andet end hvad vi kender fra den danske tekst.

Men på en eller anden måde er melodien kommet til det mørke Skandinavien, hvor den kom til at handle om den katolske helgen Lucia, som blev myrdet for sin tro et sted på Sicilien omkring år 300 efter Kristus – så sjovt nok beholdt den i det mindste sin italienske forbindelse.

Traditionen med Luciaoptog er ret ny og stammer fra Sverige, og er nok opstået i en besynderlig sammenblanding af Lucias navn (som betyder lys), hendes helgendag den 13. december (som tilfældigvis falder lige midt i vores julemåned) og glæden (eller nødvendigheden) ved at tænde stearinlys i den mørke tid. Nogen har så hørt den oprindelige folkesang og kædet disse ting sammen.  Især besynderligt fordi vi jo ikke har været katolikker i hverken Danmark eller Sverige i 500 år. Faktisk kører hele denne historie lidt i ring, for bydelen i Napoli, som den oprindelige tekst handler om, var opkaldt efter en lokal kirke, som så igen var opkaldt efter netop denne helgen.

Men ingen tvivl om at melodien til ”Santa Lucia” bare er enormt iørefaldende og smuk. Her spiller jeg den først på klassisk guitar og i anden omgang (som en lille hilsen til sangens Italiens ophav) på mandolin – sidstnævnte er også en lille hyldest til Perry Comos version af den originale sang på pladen ”Perry Como in Italy” fra 1966.

Glædelig jul herfra og husk du kan finde alle mine julenumre her på min hjemmeside.

Så er vi (efter hele fire år!) nået frem til den allersidste MÅNESKIVE. Tak til alle jer, som har fulgt med fra starten, og husk at alle tidligere anbefalinger kan findes både på min hjemmeside.

Vi er nået gennem hele Bob Dylans bagkatalog (eller i hvert fald højdepunkterne), og det giver derfor god mening at slutte af med et par af hans mere skøre projekter.

For eksempel hans famøse juleplade fra 2009 ”Christmas in the Heart” – en plade som faktisk nærmest sendte chokbølger gennem mange af de mest hardcore fans – for juleplade lugtede bare for meget af kitsch og dårlig smag, sådan noget en kunstner (i deres karrieres efterår) gør for at tjene nogle nemme penge.

Jeg holder nu utroligt meget af denne plade (og har ellers et ret afdæmpet forhold til højtiden), for den er både hyggelig, velproduceret, utrolig sjov og det er helt tydeligt, at det er nogle sange, som betyder meget for Dylan. De er sunget med enorm stor kærlighed.

I stedet for at indspille de sædvanlige ”julehits” gik Dylan på jagt i gamle glemte julesange fra især 1940’erne kombineret med endnu ældre salmer og engelske ”carols”. Det er altså ”vintage” jul og en af de meget få juleplader, jeg faktisk gider lytte til.

I samme stil udkom ”Shadows in the Night” i 2015, en plade med delikate pop og jazznumre fra 40’erne og 50’erne, som faldt lidt bedre i publikums smag – så godt at Dylan årets efter udsendte ”Fallen Angels” med flere numre fra denne periode. Men for mange var målet alligevel fuldt, da han året efter udgiv den TRE-DOBBELTE ”Triplicate” med ENDNU flere numre og der ud over valgte at spille en masse af disse numre til hans koncerter i stedet for hans egne numre.

Men Dylan gør, som det passer ham, og forhåbentligt er der et par gode plader tilbage i ham endnu. Han er i hvert fald fortsat med at udgive musik og spille koncerter helt frem til nu og er i dag 84 år gammel.

Slut med MÅNESKIVEN – men glæd jer til noget nyt og spændende i 2026 – som er et helt særligt år for UNDER MÅNEN (og der kan godt stadig falde en anbefaling af i ny og næ!).

Så er vi nået frem til december og som altid kommer der også noget julehygge med UNDER MÅNEN.

Gennem de seneste år har jeg hver december udgivet en lille “julegave”, og dem har jeg nu samlet under menupunktet “Jul” her på min hjemmeside.

Der kommer selvfølgelig også en ny julegave inden så længe, men indtil da må du nøjes med en (ret primitiv) optagelse fra min koncert på Esrom Kroen tilbage i 2016. Jeg spiller her for første gang min (indtil nu) eneste selvskrevne julesang “Nu er det jul”, som duet med dygtige Amalie Johansen.

Hav en dejlig december!

Efter Dylan havde brugt start-90’erne til at genfinde sig selv som seriøs kunstner (og nærmest startede helt forfra med de to akustiske folk-plader jeg skrev om i sidste måned), begyndte nu en ny og meget succesfuld epoke i Dylans lange karriere – en epoke som er fortsat helt på til i dag.

Først genoptog han samarbejdet med stjerneproduceren Daniel Lanois på ”Time Out of Mind” fra 1997 – en plade som mange ser som et regulært mesterværk på linje med hans bedste plader fra 60’erne og 70’erne, og som vandt hele tre amerikanske Grammyer.

Men processen omkring indspilningen af pladen havde været rodet og besværlig, og Dylan følte af Lanois fyldte lidt for meget i makkerskabet – så fra nu af producerede han selv (under pseudonymet ”Jack Frost”) alle sine plader og sikrede på den måde, at han kunne få det præcist, som han ville.

I første omgang blev det til denne måneds MÅNESKIVE ”Love & Theft”, som besynderligt nok udkom den 11. september 2001 – en dag som skulle blive husket for noget helt andet…

Til pladen samlede Dylan et velspillende band og skrev numre i alle de forskellige musikalske genrer, han holdt af. Det er derfor en både afvekslende og vellydende plade med afstikkere til både blues, jazz, bluegrass og rockabilly. Dylan var selv så glad for resultatet, at han brugte de næste mange år på at spille numrene ved et hav af koncerter. Jeg husker selv ham spille det swingende nummer ”Summer Days” mange år senere og var imponeret over hvor meget energi, der stadig var i den gamle mand, som nærmest dansede rundt på scenen.

Ved koncerterne fyldte nye numre mere og mere og det blev sjældnere, man hørte de gamle ”hits”. I interviews forklarede han, at de gamle sange føltes som om, de var skrevet af en helt anden person, og det var tydeligt at de nye numre tændte noget i ham.

Siden er der kommet en langsom men stabil strøm af gode ”Jack Frost” producerede plader, både med nye Dylan-numre men også mere eller mindre skøre projekter. Projekter som ikke altid er faldet i hans fans smag (men det tror jeg, han er ret ligeglad med) og dem kan du læse om i næste måned, hvor den allersidste MÅNESKIVE udkommer.

Her kommer 6. del af min musikalske serie PETITESSER. En serie som nu kører på sit 3. år.

”Sommerbyger” er nyt kort instrumentalnummer, som jeg skrev i foråret, og som er blevet spillet flittigt ved sommerens koncerter (det kom dog lige præcis ikke med i min koncertfilm SOMMERJAZZ på grund af tekniske problemer).

Jeg tror egentlig, ideen til nummeret startede med den kendte linje ” byger, som går og kommer – det er den danske sommer” fra ”Danmark, nu blunder den lyse nat” (et nummer jeg har spillet i mange forskellige sammenhænge gennem tiden). Der er noget meget dansk ved en stille sommerbyge og jeg har prøvet at fange dette i kompositionen. Den gentagne faldende melodilinje med mange små toner skal simulere den blide regn, som falder, og det rolige b-stykke skal så forestille en kort opklaring før sommerregnen igen tager fat. Det er i hvert fald sådan nummeret er tænkt i mit hoved.

Husk du kan finde alle de tidligere instrumentalnumre i serien her på hjemmesiden – hvor du også fortsat kan se koncertfilmen fra dette års Copenhagen Jazz Festival.

PETITESSER vender tilbage i foråret.

Bob Dylan var slet ikke færdig med at genopfinde sig selv med sidste måneds MÅNESKIVE ”Oh Mercy” fra 1989.

For i start 90’erne kom der to akustiske plader med covernumre, som på flere måder trak tråde helt tilbage til Dylans allertidligste plader. Først med den folkede ”Good as I Been to You” fra 1992 og siden med den mere bluesede ”World Gone Wrong” fra 1993. Begge plader er rigtig gode, men sidstnævnte er jeg særlig glad for, så den får lov til at være oktobers MÅNESKIVE.

Pladerne blev primitivt og hurtigt indspillet i Dylans garage i hans hus i Malibu og med Dylan alene på guitar, mundharpe og sang, altså helt som på debutpladen fra 1962 (se MÅNESKIVEN fra januar). Det giver især ”World Gone Wrong” en dejlig rå og autentisk lyd, som passer perfekt til de gamle slidte bluesnumre, han fortolker. Dylan lød pludselig skræmmende tæt på de for længst afdøde bluessangere, som havde været hans forbilleder lige fra starten.

Pladen har også nogle ret fantastiske ”liner notes”(noget som Dylan ellers kun sjældent har brugt), hvor han på sin sædvanlige frit associerende og syrede måde fortæller om baggrundene for sangene. Det er lidt som at læse teksterne til en af hans klassiske sange fra midt 60’erne, og han beskriver blandt andet den moderne tidsalder, som ”the new dark ages” og det må siges at ramme lige så meget plet i dag som i 1993.

Mellem de to pladeudgivelser var han også centrum for den helt igennem fantastiske ”The 30th Anniversary Concert Celebration”, hvor en række af de største musikalske kunstnere fejrede Dylans 30-års jubilæum som pladekunstner. Det blev et brag af en koncert i Madison Square Garden, men navne som George Harrison, Neil Young, Eric Clapton, Pearl Jam og mange flere på scenen. En koncert jeg meget tydeligt husker som en decideret åbenbaring at se i fjernsyn (optog den på VHS og så den igen og igen). Vildt at karrieren siden da er blevet dobbelt så lang.

Vi nærmer os slutningen på året, og nu er der kun to plader tilbage i MÅNESKIVE-serien, som eller har kørt i snart fire år. Men bare rolig der er gode nye og spændende ting i vente i det nye år.