Det er på et hængende hår, at der når at komme en MÅNESKIVE i april. Men her er den, og det må siges at være lidt af en klassiker – i hvert fald noget helt andet en de obskure og nørdede plader, som eller har det med at dukke op her.

Neil Youngs ”Harvest” fra 1972 er uden sammenligning den mest kendte Neil Young plade – den som folk, som ellers ikke kender hans musik alligevel kender. Den med ”Heart of Gold”, og en plade som gjorde Neil ”mainstream” – noget han så siden har brugt mange kræfter på slippe væk fra igen.

For mig er pladen noget helt særligt, fordi den er et af de tidligste og tydeligste musikalske minder, jeg har. Jeg havde nemlig fået mit første stereoanlæg (ja, det havde man engang). Det var en forholdsvis stor kasse med dobbelt kassetteafspiller (et must når man optog og kopierede musik), cd-afspiller (som var nyt og eksotisk) og så øverst oppe en pladespiller – sådan en havde jeg aldrig haft før, og jeg ejede ingen plader.

Derfor gik jeg på plyndringstogt i min fars pladesamling for at finde noget, jeg kunne afprøve min pladespiller på – og det blev så ”Harvest”. Nok på grund af det lækre cover med den sejt svungne skrift, teksturen i det cremefarvede pap og det fantastiske billede på bagsiden, hvor Neil står med sit band og spiller i en gammeldags lade. Alt omkring pladen virkede cool og usædvanligt – for på dette her tidspunkt i 90’erne var nye vinylplader et tarveligt discountprodukt, hvor der bestemt ikke blev brugt penge på sådanne lækkerier.

Og så var der jo også musikken – husker helt tydeligt oplevelsen af at høre ”Out on the Weekend” for første gang. Det tunge trommebeat – den akustiske guitar, mundharmonika som går i gang og Neil skøre lyse stemme. Jeg var solgt på stedet og resten er historie. Jeg har fulgt Neil lige siden, også selvom de sidste tyve år mildt sagt har været noget svingende for ham.

Det er en plade jeg altid kommer tilbage til og kender du den ikke så lyt til den nu – og glæd dig så til mere MÅNESKIVE (til tiden).