Vi starter året med en rigtig klassiker. Egentligt ikke en plade, der behøver den store anbefaling, for den er kendt af mange – i hvert fald en man BØR kende.

Joni Michells ”Blue” fra 1971 er gået over i musikhistorien som en helt igennem mageløse god plade fra en af de største kunstnere. Historien er fortalt mange gange før – Joni er ulykkelig forelsket og for at komme lidt væk, rejser hun til en lille græsk ø, hvor hun skriver en håndfuld meget personlige sange. En af pladens særkender er, at hun spiller flere af numrene på en nyindkøbt dulcimer (et lille transportabelt strengeinstrument), som nemt kunne tages med på rejsen, og kombinationen af den sparsomme instrumentering, de dybe tekster og pladens unikke stemning er flere gang blevet efterlignet, men aldrig overgået. Flere numre på pladen er blevet regulære evergreens, men pladen fungerer stadig allerbedst hørt som et samlet værk fra start til slut.

For Joni blev pladen faktisk enden på den første fase i hendes karriere (med smukke akustiske sange i klassisk singer/songwriterstil), som var startet med debutpladen ”Song for a Seagull” fra 1968. På de efterfølgende plader dyrkede hun en meget mere rocket-stil, før hun sank dybt ned i jazzen og helt frem til i dag har afsøgt alle musikkens afkroge. Sjovt nok blev dulcimeren kun brugt på ”Blue” og dukkede aldrig mere op på Mitchells plader, selvom om hun stadig den dag i dag nok er hovedgrunden til, folk anskaffer sig sådan en.

For mig er ”Blue” mere end alt andet en ”vinterplade”. Måske er det den kølige blå tone på coveret eller den fantastiske ”River” (som er en slags julesang på en måde) eller måske bare fordi, jeg første gang købte pladen i hedengangne StereoStudio på gågaden i Ålborg en vinterdag for meget længe siden og lyttede til den i snestorm hele vejen hjem. Dengang selvfølgelig på CD – men det er altså en af de plader, som bare lyder så meget bedre på vinyl.

Så er vi i gang med endnu en omgang MÅNESKIVEN – håber du gider være med!