Det er sommerferie, men altid plads til en MÅNESKIVE, og nu er vi fremme ved 1975, hvor Dylan udgiver ”Blood in the Tracks”, en plade som på mange måder er helt på niveau med mesterværkerne fra 60’erne.

Start-70’erne havde ellers indtil nu været en ret forvirret tid for Dylan. Han blev ved med at udgive plader, men de ramte bare ikke helt plet.

Den nærmest skizofrene dobbelt-LP ”Self Portrait” fra 1970 fortsatte stilen fra ”Nashville Skyline”, men med dårligere sange og mærkelige covernumre. ”New Morning” fra samme år var også en spøjs plade, men som i det mindste havde et par gode nye sange.

Dylans soundtrack til westernfilmen ”Pat Garret & Billy the Kid” (1973) indeholdt godt nok ”Knocking on Heavens Door” (som jo ellers senere er blevet lidt af en evergreen), men mystisk gemt væk på side 2 i en alt for kort udgave, lidt som om ingen rigtigt troede på sangen – og endelig bød det længe ventede samarbejde med The Band på pladerne ”Planet Waves” og ”Before the Flood” (den sidste er en liveplade) ikke rigtigt på den magi alle ventede på.

Men det gjorde til gengæld ”Blood on the Tracks”, som for mange fans genfødte deres tro på Dylan som vigtig kunstner. Her havde Dylan nemlig en virkelig stærk og meget personlig håndfuld nye sange. Sange om kærlighed, parforhold og utroskab – nok baseret på hans eget liv og ægteskab (hvilket han selv flere gange har benægtet).

Historien om pladen er ret sjov. Numrene blev nemlig først indspillet helt spartansk under ledelse af den legendariske Phil Ramone, og den skrabede lyd med fokus på Dylans guitar og mundharpe passede godt til disse rå og ærlige sange. Men så skiftede Dylan mening og indspillede halvdelen af pladen igen med et band fra hans hjemby og ændrede også en del i teksterne, så de blev mindre direkte (sange som før handlede om ”you” og ”me” blev til sange om ”him” og ”her”.)

Heldigvis kan du finde alle de oprindelige optagelser i box-sættet: ”More Blood, More Tracks” som kom i 2018.

Men pladen fungerer fantastisk i begge udgaver, og er på sammen tid behagelig og fuld af gode melodier, men også dyb og følsom.

Og vi er slet ikke færdig med gode plader fra midt-70’erne, så glæd dig til næste MÅNESKIVE