MÅNESKIVEN tager et lille hop og springer let og elegant hen over den ellers meget interessante og unikke JOHN WESLEY HARDING fra 1967, hvor Dylan endnu engang tager et brat skifte og indspiller en håndfuld simple akustiske numre med et minimalt backingband, til sine fans store forbløffelse. Teksterne var flere steder nærmest religiøse i deres symbolik og ret korte i forhold til de ofte meget lange sange med mange vers på de tidligere plader. På de sidste to numre var der endda en diskret steelguitar, og det var måske et tegn på, hvor han var på vej hen.

For Dylan var slet ikke færdig med at eksperimentere og i 1969 kom så en decideret countryplade NASHVILLE SKYLINE, og den er denne måneds MÅNESKIVE.

En hyggelig velproduceret (og meget kort) plade fuld af glade toner, og som endda lagde ud med en duet med ingen ringere end Johnny Cash.

Men for at forstå pladens ”impact” skal man huske, at country på det tidspunkt slet ikke var ”stuerent” i rockkredse og så bredt anerkendt som genre, som det er i dag (især hvis det kaldes ”Americana”). Det var derfor dybt kontroversielt at Dylan (som stadig blev set som lidt af en rock-Messias) lavede en hel plade med den slags ”underlødig” musik. Han havde endda også tillagt sig en sær blød croonerstemme, som var noget HELT andet end den sædvanlige hæse og nasale Dylanvokal. Teksterne var også nærmest helt forståeligt (flere steder på kanten til det fjollede: ” Oh me, oh my – Love that country pie”) uden de sædvanlige vilde syrede associationer af ord. Folk var simpelthen rystede. Var det noget han mente eller bare en joke?

En sjov detalje er, at coveret minder meget om det fra hans debutplade (se MÅNESKIVEN fra januar), måske et signal om en ny start?

Men det var slet ikke sidste gang Dylan ville forvirre og forarge sine fans – de glade 60’erne var slut og Dylan kiggede stadig ikke bagud.

Glæd dig så til næste MÅNESKIVE hvor vi tager et ordentligt hop ind i 70’erne.