Novembers MÅNESKIVE er med en af mine helt store guitarhelte, den nu desværre afdøde skotske guitarist BERT JANSCH.

Bert slog igennem i start 60’erne med nogle ret simple plader optaget primitivt hjemme i hans køkken, men som tydeligt beviste hans helt særlige evner som guitarist og sangskriver. Senere kom han med i gruppen THE PENTANGLE (se MÅNESKIVEN fra marts 2022), hvor han op gennem slut 60’erne og start 70’erne viste sit talent i en mere bandrelateret kontekst. Sideløbende fortsatte han med at udgive soloplader og især dem fra start 70’erne er meget vellykkede. Selv Neil Young nævnte Bert som et af sine forbilleder.

L.A. TURNAROUND udkom i 1974 kort tid efter THE PENTANGLES opløsning og blev dengang set som beviset på, at nu var Berts fremtid at være følsom singer-songwriter (meget i tidens ånd). Ud over at Bert ser total cool ud på coveret, indeholder pladen nogle af hans allerstærkeste sange og også hans måske vildeste instrumentalnummer ”Chambertin” (opkaldt efter en vidunderlig fransk rødvin). Sympatisk produceret at Michael Nesmith fra The Monkees er pladen et virkeligt godt sted at starte, hvis man ikke kender Berts musik.

Gennem hele sit liv kæmpede Bert dog med et voldsomt alkoholmisbrug, som også medførte at karrieren langsomt ebbede ud, og han mere eller mindre blev glemt igen. Dog skal instrumentalpladen AVOCET fra 1978 også nævnes – endda optaget i Denmark og med legendariske Flemming Rasmussen som tekniker. Bert nåede dog at få en lille revival op til sin død i 2011, hvor en række yngre musikere fra folk og rock-scenen begyndte at nævne ham som en inspirationskilde og indspillede hans musik.

I årevis var L.A. TURNAROUND nærmest umuligt at skaffe den på vinyl – den blev solgt til skyhøje priser – men nu er den heldigvis genudgivet, så der er ingen undskyldning!

Giv den et skud og glæd dig så til årets sidste MÅNESKIVE i december