Som lovet kommer her anden del af den musikalske serie PETITESSER. Et relativt fjollet lille nummer men med en sjov baggrundshistorie.

For efterhånden mange år siden optrådte jeg sammen med en gøgler-duo, som rejste landet rundt med et lille show med små sjove numre. Vi optrådte på kræmmermarkeder, i private hjem, på Bakken, på Læsø, i Parken, på Roskilde Festival og mange andre mærkelige steder.

Min opgave var at spille musik til showet, og til et lille tryllenummer var oplægget, at jeg skulle spille noget klassisk musik. Jeg havde bare ikke lige et ”rigtigt” klassisk nummer klar, så skrev i al hast et lille pseudo-klassisk musiknummer, som mest bare satte en række ”klassisk musik”-klicheer sammen i en nogenlunde fornuftig rækkefølge, og på en måde så jeg kunne spille det i forholdsvis lang tid, hvis nu tryllenummeret trak ud (og det gjorde det tit). Dengang fik den titlen ”Trylle-musik”.

Nummeret fungerede fint og blev spillet MANGE gange alle mulige steder. Det stolteste øjeblik var til en stor gøgler-festival i Tyskland, hvor en nobel ældre dame dukkede op efter showet for at få at vide hvilken klassisk komponist, som mon havde komponeret det fine musikstykke. Det var jeg ret stolt af dengang!

Så gik der omkring tyve år, hvor jeg ikke spillede nummeret en eneste gang – men forleden dukkede det pludseligt op i tankerne igen og til min store overraskelse, kunne jeg stadig spille det ret godt. Så her er et lille stykke ”trylle-musik” (nu med ny titel) og en tilpas fjollet video.

Og glæd dig så til næste omgang PETITESSER!