På et hængende hår kommer her aprils MÅNESKIVE, som hænger tæt sammen med fjerde nummer i min musikalske serie PETITESSER, som udkom i sidste uge. Jeg er nemlig ikke den eneste, som interesserer mig for den engelske renæssance-komponist John Dowland. Det gør Sting også.

Faktisk så meget at han i 2006 udgave en meget interessant plade med numre skrevet af Dowland og indspillet sammen med den ekvilibristiske bosniske lut-spiller Edin Karamazov. Man gad godt have været en flue på væggen, da Sting fortalte sit pladeselskab om planerne, men måske er Sting netop så stor en stjerne, at han får lov til sådan noget uden alt for meget diskussion. Det er uden sammenligning den mest besynderlige udgivelse i Stings karriere.

Pladen er spændende af flere grunde – først og fremmest er det nogle fantastiske sange, som er ret spartansk producerede med kun Stings smukke vokal (som virkelig kommer til sin ret) og Edins lut – i modsætning til stort set alle andre Sting-plader, som har tendens til at være meget overproducerede.

Men det helt særlig ved pladen er, at Sting synger sangene med sin velkendte ”Sting-stemme” og dermed giver dem en nærmest poppet kant. Normalt indspilles Dowlands sange ofte med klassiske stemmer og fraseringer, hvilket giver dem en meget højstemt og (for)ældet klang. De kommer altså til at lyde MEGET gamle (hvilket de jo også er). Men i Stings versioner bliver det pludseligt tydeligt, at det faktisk er iørefaldende pop-sange med hooks, gode omkvæd og masser af ting, som er genkendelige også for moderne lyttere. Man kan med lidt god vilje sige, at Dowland opfandt ”singer-songwriter-genren”, og at man derfor kan trække en lige linje fra ham frem til f.eks. Bob Dylan, James Taylor, Joni Michell og helt frem til i dag med f.eks Ed Sheeran.
Dowland skrev sjældent religiøse sange, men i stedet sange om genkendelige følelser som kærlig, jalousi, ensomhed. Sange som var skrevet til at blive fremført af en musiker solo (på lut som var datidens akustiske guitar) eller i mindre grupper. Præcis som sangskrivere gør i dag.

Giv pladen et lyt – du har helt sikkert aldrig hørt noget som den før!