Husker du R.E.M.? Jeg spørger, fordi det er gået op for mig, at det gør mange ikke og at især folk under 30 år stort set ikke aner, hvem de var. Vildt nok når man tænker på, at de engang måske var verdens største rockband! Men alt omkring REM var på den anden side også ret besynderligt og det har måske noget med det at gøre.

Bandet startede i 1980, men vi skal helt frem til plade nummer fem ”Green” fra 1988, før der skete noget afgørende (i hver fald uden for USA). Indtil da havde de udgivet en stribe glimrende lidt nørdede plader uden den helt store succes. Men ”Green” var anderledes – de havde fået kontrakt med et stort pladeselskab og pladen var lige del storslåede rock-sange og akustiske mandolin-drevne ballader. Men efter en stor verdensturne var det et udmattet og til dels desillusioneret band, der vendte hjem. På den efterfølgende plade ”Out of time” fra 1991 eksperimenterede de derfor helt vildt – afprøvede skøre ideer, byttede instrumenter med hinanden og forventede lidt, at det nok skulle blive deres sidste plade. Men endnu en mandolin-sang ”Losing My Religion” (med en tidstypisk kunstnerisk musikvideo) sendte dem i stedet til tops på hitlisterne og gjorde dem til MTV’s favoritter. Intet mindre end fire hitsingler blev det til.

Og så er vi fremme ved hovedværket og denne måneds MÅNESKIVE: ”Automatic for the People” fra 1992. En plade du bør kende. En fantastisk smuk og stemningsfuld plade fuld af stærke sange. I en grunge-tid var R.E.M. rockede nok til at fange folk, der hørte Nirvana og poppede nok til at toppe hitlisterne – og deres akustiske lyd kunne samle både unge mennesker og deres forældre. Alt gik nu op i en højere enhed.

Men typisk R.E.M. ville de noget andet – i stedet for at køre videre i det sikre spor udgav de den garage-rockede ”Monster” i 1994 – som stadig er en fed plade med gode numre, men som kostede dem en stor del af deres nye fanskare. Og de 6 plader som fulgte, indtil de gik i opløsning i 2011, viste tydeligt et band i enorm identitetskrise – og måske derfor er de gået i glemmebogen.

Men giv deres plader fra start 90’erne et lyt – de holder stadig!

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN.