Denne udgave af MÅNESKIVEN handler om musik, som samler generationer. Når man har en 11-årig datter, er der ikke meget musik, som man egentligt kan deles om, og for min datters vedkommende har hun allerede været udsat for så meget Bob Dylan, at hun nok aldrig får et fornuftigt forhold til hans musik. Men der findes musik, som kan samle mennesker på tværs af alder, og præcis sådan noget musik er denne måneds MÅNESKIVE.

Layfey (udtales Lay-vay) er en dygtig ung kinesisk/islandsk sangerinde, som tidligere i år udgav sin anden plade ”Bewitched”, som er denne måneds MÅNESKIVE. Det er nemlig en ret fantastisk plade.

Hun blev først kendt i islandske talentshows, men i stedet for (som så mange andre) at lave metervare radio-pop befinder hun sig i et jazzet univers, hvor musikken lyder som kunne den være skrevet for 70-80 år siden. Det er elegant, afdæmpet og velproduceret og der er endda lidt julestemning over åbningsnummeret: ”Dreamer” (hvor melodien låner fra den klassiske ”Jingle-Bells”). Ovenikøbet har Layfey selv skrevet de fleste af numrene og spiller guitar, klaver og cello både på pladen og når hun optræder live (næste års koncert på Vega er desværre for længst udsolgt). Teksterne er små fine skildringer af livet som ung kvinde (for eksempel på den smukke “Letter to My 13 Year Old Self”), og som enhver moderne kunstner er hun fænomenal i sin bruge af de sociale medier – blandt andet med en videoserie, hvor hun spiller numrene alene hjemme i sin stue.

Allerede første gang jeg satte pladen på spurgte min datter ”hvem er det?” og kort efter kunne hun synge med på alle sangene, så pludselig var der faktisk noget musik, vi begge kunne lide, og Laufey er bestemt ikke det værste forbillede, man kan have som ungt menneske i dag.

I øvrigt har pladen klaret sig helt utroligt godt – er den mest sælgende jazzplade i nyere tid og netop blevet nomineret til en amerikansk Grammy. Så det er nok ikke det sidste vi hører til Laufey.

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN