Endnu engang kommer MÅNESKIVEN i absolut sidste øjeblik, men vi er også helt nede i musikkens grundstof denne gang.

23. november 1936 ankommer den 25-årige Robert Johnson til et hotel i San Antonio, Texas. På værelse 414 bliver der med primitivt udstyr optaget 16 bluesnumre over de næste 3 dage. Året efter optager han endnu en håndfuld sange – denne gang i noget der minder om et pladestudie. Året efter dør Johnson.

Alt dette er egentligt ikke så usædvanligt – der var hundredvis af musikere som ham – men i 1961 (altså 23 år efter hans død) udkommer pladen ”The King of Delta Blues Singers”, med optagelserne – som mirakuløst har overlevet. Det blev en plade som ændrer musikhistorien, og derfor er den denne måneds MÅNESKIVE.

Den blev nemlig hørt af store navne som blandt andet Bob Dylan og Eric Clapton – og Johnson blev lynhurtigt en legende og en kæmpe inspirationskilde. At han ligefrem skulle have opfundet ”the blues” er noget vrøvl, men noget han uden tvivl var en af de første til at forstå, var at det ikke bare handler om at synge og spille godt guitar, men også at fortælle en god historie – at ”brande” sig selv.

For Johnson blev det historien om, hvordan han solgte sin sjæl til djævelen for til gengæld at blive en forrygende bluesguitarist – en historie Johnson fortalte igen og igen i mange af sine sange. Historien har helt sikkert fået folk til at spærre øjnene op i lige dele fascination og forskrækkelse på de små barer, hvor Johnson optrådte, og været med til at skille ham ud fra mængden af nok ret enslydende bluesmusikere.

For nogle år siden var der en musikforsker, som påstod at de numre, vi kender med Johnson er ”speedede op” altså skruet op i tempo – og det er baggrunden for hans karakteristiske lyse stemme og lynhurtige guitarspil. Han havde eksperimenteret med at afspille numrene i et langsommere tempo og opdaget at det lød meget mere naturligt.

Giv Robert Johnson et lyt (i det tempo du finder passende) og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.