
Det er sommerferie, og derfor kommer her en plade, som er en rigtig ”sommerplade” for mig (uden jeg helt kan forklare hvorfor).
Led Zeppelin havde allerede to meget succesfulde plader bag sig, som begge var fulde af tunge guitarriff og potent bluesrock – men også havde plads til mere akustiske numre som f.eks ”Babe Im Gonna Leave You” fra debutpladen eller ”Ramble On” fra Led Zeppelin II. Men på Led Zeppelin III sker der noget spændende med bandet, og den plade er derfor månedens MÅNESKIVE.
Pladen udkom i 1970 og bliver lidt uretfærdigt ofte kaldet deres ”akustiske plade”, og det passer egentligt ikke, for der er masser af elektrisk guitar på mange af numrene – men det er helt klart pladen, hvor den tunge lidt simple bluesrock træder i baggrunden og en meget mere kompleks og afvekslende lyd præsenteres. Noget bandet fortsatte med at udforske på de efterfølgende plader. Man kan vel endda sige, at hvor mange andre lignende ”hardrock” bands ofte endte i en lidt fastlåst ”rock-lyd”, så var det netop Led Zeppelins styrke, at de kunne spille al mulig slags musik og havde modet til også at gøre det.
Led Zeppelin III starter ud med fuld fart og ”vikingerock” med ”Immigrant Song” (efter bandet netop havde besøgt Island), fortsætter over i skæv arabisk lyd på ”Friends” og når på side 1 blandt andet også lige den enormt smukke bluesballade ”Since I’ve Been Loving You” med noget af Jimmy Pages lækreste lead-guitar. På side to får de akustiske guitarer så hovedrollen, men også banjo og mandolin, hvilket var ret unikt og selvfølgelig falder lige i min smag. Fra deres seje udgave af folkesangen ”Gallows Pole” til den småskøre slideguitardrevne afslutning med “Hats Off to (Roy) Harper”.
Som barn husker jeg bedst pladens farverige og meget hippieagtige cover, hvor man kunne dreje på en papskive inde i coveret og se forskellige motiver dukke op i ”hullerne” på selve forsiden. Alene dette må være grund nok til at anskaffe sig pladen på vinyl.
Giv pladen et lyt – hav en fortsat dejlig sommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.