I anledning af det amerikanske valg kommer her en gammel UNDER MÅNEN sang i en ny udgave, endda en sang med en direkte forbindelse til amerikansk politik på godt og ondt.

Tilbage i 2016 var UNDER MÅNEN et nystartet rockband, og jeg var i fuld gang med at skrive nye sange. Der var også dengang valgkamp i USA, og mens jeg en aften så DEADLINE, skrev jeg en sang om det, der skete i verden lige den aften. Ingen troede rigtig på at Trump kunne vinde valget, FOX News kværnede propaganda ud til sagesløse amerikanere og ulven var blevet spottet i Jylland for første gang i årtier – alt dette kom med i sangen ”Fortabte satellitter”, som jeg dagen efter præsenterede for resten af bandet.

Kort tid efter fik den sin livedebut, som allerførste nummer til UNDER MÅNENS debutkoncert på Blågårds Apotek tirsdag den 15. juni 2016 – tilfældigvis præcis den dag hvor der var valg i USA, og Trump til de flestes overraskelse vandt, og teksten fik pludselig ny mening og blev nærmest lidt uhyggelig – jeg husker tydeligt, at der var en besynderlig stemning i rummet, efterhånden som meldingerne fra valget dukkede op. Du kan faktisk se en optagelse af sangen fra den aften i videoarkivet her på siden.

Og her står vi så igen med bange anelser, om hvordan valget falder ud, og en ny akustisk udgave af sangen, som jeg før i dag for øvrigt ikke har spillet i snart 7 år. Vi krydser fingre for, at alt ender godt.

Med denne udgave af MÅNESKIVEN er vi tilbage i jazzens verden og endda med en af de allerstørste nemlig MILES DAVIS. En mand med et bagkatalog så stort og stærkt at det er sin sag at vælge en enkelt plade ud (han nåede at udgive knap 60 plader inden hans død i 91). Jeg har dog styret uden om de allermest kendte plader f.eks KIND OF BLUE eller ’ROUND ABOUT MIDNIGHT – som vist ikke behøver nogle anbefalinger – men derimod valgt en plade, som er lidt mere overset.

IN A SILENT WAY er fra 1969 og en ret særlig plade i DAVIS’s katalog og karriere. Efter at have udforsket jazzens verden op gennem 50’erne og 60’erne begynder DAVIS i slutningen af 60’erne at inkorporere elementer fra rockens verden (elektriske instrumenter) i sin musik, og begrebet ”fusion” bliver opfundet, og denne plade var et af de første skridt i den retning.

Alene pladens koncept var helt anderledes, end hvad man var vant til, og forvirrede både jazz og rockanmeldere. Pladen indeholder reelt kun to numre, som hver fylder en pladeside (knap 20 minutter hver) og hvert nummer er så delt op i tre dele, hvor første og tredje del er ret ens. På side 1 starter vi med den groovy ”Shhh”, som går over i den mere improviserede ”Peaceful” før den vender tilbage til udgangspunktet igen – hele vejen holdt i gang af Tony Williams energiske trommespil. På side 2 får vi det nærmest meditative titelnummer, som langsomt går over i næsten funky ”Its About That Time” for så at vende tilbage til den stille afslutning med et genhør af ”In a Silent Way”. Hver nummer byder på en udvikling, en slags ”hjem-ud-hjem”- rejse nærmest som en musikalsk kollage.

Omkring sig havde Miles som altid samlet sig et imponerende band med Wayne Shorter på sax, John McLaughlin på elektrisk guitar og BÅDE Chick Corea og Herbie Hancock på keys.

Hvor begrebet ”fusion” måske skurer i nogens ører, så er IN A SILENT WAY faktisk en ret tilgængelig og behagelig plade, som hverken indeholder lange soloer eller mærkelige skæve passager – det swinger og er både melodisk og afvekslende, så giv den et lyt – og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Tilbage i min ungdom faldt jeg tilfældigt over den skotske gruppe Cocteau Twins musik. Som jeg husker det, var det i første omgang de meget flotte og stilfulde covers, som fangede min opmærksomhed(et kendetegn for pladeselskabet 4AD)– men hurtigt blev jeg også totalt opslugt af deres musikalske univers, og den venlige ejer af den lokale musikforretning bestilte gang på gang deres ellers ret svært tilgængelige plader hjem til mig fra England.

Jeg husker også min kammeraters vantro blikke, når jeg spillede musikken for dem – ”det er jo ikke rigtig musik” husker jeg en af dem sige, og det var bestemt også noget helt andet end den musik med Bon Jovi og Kim Larsen, som man ellers lyttede til i min omgangskreds.

Cocteau Twins startede ud som en duo med guitaristen Robin Guthrie og sangerinden med den guddommelige stemme Elizabeth Fraser, senere kom bassisten Simon Raymonde også med.

Og det var også lidt af en rejse – for hver gang der kom en ny plade eller EP, var den anderledes end den forrige. Fra deres meget mørke og meget dystre debutplade ”Garlands” fra 1982 (som selv jeg har svært ved at lytte til), til opfølgeren ”Head over Heels” fra 1983, hvor der pludselig kommer lys og varme ind i musikken og deciderede poppede omkvæd. ”Treasure” fra 1984 ses af mange som deres hovedværk, hvor det hele spiller og kombinationen af sfærisk vokal og stemningsfulde guitarlag går op i en højere enhed.

Min favorit er dog ”Victorialand” fra 1986, som derfor er denne måneds MÅNESKIVE. Gruppens mest afdæmpede og nærmest akustiske plade, som fungerer nærmest meditativ i sin helhed. Der er noget ”hav og snelandskab” over numrene (hvilket også ses på coveret og sangtitlerne), og hvem kan ikke elske en plade, som starter med et nummer på 7 minutter som hedder ”Lazy Calm” for så at gå over i et nummer som hedder ”Fluffy Tufts”.

Gruppen fortsatte med at udgive plader indtil de gik i opløsning i 1996, og især pladen ”Heaven or Las Vegas” fra 1990 skal også fremhæves. Fraser har også være gæst hos mange andre kunstnere – de fleste kender hende fra sangen ”Teardrop” med Massive Attack.

Giv dem et lyt – og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

MÅNESKIVEN handler denne gang om en af jazzens glemte helte. Den fænomenale amerikanske jazzguitarist Johnny Smith.

Selvom det navn måske ikke siger dig noget, kender du helt sikkert et af hans numre (og selvom titlen måske ikke siger dig noget, kender du den helt sikkert, når du hører nummeret). For hans nummer ”Walk dont run” er blevet lidt af en evergreen.

Oprindeligt skrevet og udgivet som en cool jazznummer i 1954, men for alvor kendt da Surf-gruppen The Ventures lavede en twanget surf-udgave i 1960, og nummeret er siden blev indspillet i et væld af udgaver og blevet brugt i masser af film.

Men Johnny Smith er meget mere end dette lille nummer, og hans plader fra 50’erne og 60’erne er alle ret fantastiske. Jeg er især glad for KALEIDOSCOPE fra 1967, som er fuld af lækre numre og samtidig blev en af hans sidste plader. Ikke fordi han døde, men fordi han efter sin kones tragiske død i barselssengen besluttede at droppe turnelivet og fokusere på sin lille nyfødte datter. Det er en vældig smuk historie.

Ud over et stort hjerte må Smith også have haft enorme hænder for hans guitarspil er bygget op omkring det man kalder ”close-harmony” toner – altså akkorder med toner, som ligger meget tæt på hinanden – det er ret nemt på klaver, men giver på guitar nogle helt vildt svære akkorder, som kræver overdrevne lange fingre – jeg kan i hvert fald ikke spille en brøkdel af de ting, Smith gjorde til sin signaturlyd. Lyt f.eks. til den enormt smukke start på ”The Girl With The Flaxen Hair”, som er noget så sjældent som et solo elektrisk guitarnummer.

Johnny Smith døde i 2013 90 år gammel og i dag er hans vinylplader desværre enormt svære at opdrive i Europa, men det meste kan heldigvis streames.

Giv pladen et lyt – hav en fortsat dejlig sensommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE

Her en optagelse af nummeret “Vinternat” fra koncerten i Metronomen på Frederiksberg 12. august 2024.

Tak til Frederik Bondo for optagelsen.

Mandag stod UNDER MÅNEN endnu engang på scenen i Metronomen på Frederiksberg. Det skete som opvarmning for det fede københavnske indierockband IN EVERETT, der holdt releaseparty for deres nye plade DARVO.

Et fantastisk publikum tog godt imod en håndfuld numre, som blandt andet bød på debut til det helt nye nummer “Skærgård” og det alt for sjældent spillede “Vejen til vejs ende”. Koncerten var denne gang helt instrumental.

Tak for en dejlig sommeraften!

Sætliste:
1) Vejen til vejs ende (uudgivet)

2) Ouverture (fra UDEN ET ORD)

3) Vinternat (fra PETITESSER)

4) Skærgård (debut)

5) Fugl & Fisk (uudgivet)

6) Lille påfugl (Pavette) (uudgivet)

7) Ravnekongen (fra UDEN ET ORD)

Se flere billeder fra koncerten nedenfor.

Det er sommerferie, og derfor kommer her en plade, som er en rigtig ”sommerplade” for mig (uden jeg helt kan forklare hvorfor).

Led Zeppelin havde allerede to meget succesfulde plader bag sig, som begge var fulde af tunge guitarriff og potent bluesrock – men også havde plads til mere akustiske numre som f.eks ”Babe Im Gonna Leave You” fra debutpladen eller ”Ramble On” fra Led Zeppelin II. Men på Led Zeppelin III sker der noget spændende med bandet, og den plade er derfor månedens MÅNESKIVE.

Pladen udkom i 1970 og bliver lidt uretfærdigt ofte kaldet deres ”akustiske plade”, og det passer egentligt ikke, for der er masser af elektrisk guitar på mange af numrene – men det er helt klart pladen, hvor den tunge lidt simple bluesrock træder i baggrunden og en meget mere kompleks og afvekslende lyd præsenteres. Noget bandet fortsatte med at udforske på de efterfølgende plader. Man kan vel endda sige, at hvor mange andre lignende ”hardrock” bands ofte endte i en lidt fastlåst ”rock-lyd”, så var det netop Led Zeppelins styrke, at de kunne spille al mulig slags musik og havde modet til også at gøre det.

Led Zeppelin III starter ud med fuld fart og ”vikingerock” med ”Immigrant Song” (efter bandet netop havde besøgt Island), fortsætter over i skæv arabisk lyd på ”Friends” og når på side 1 blandt andet også lige den enormt smukke bluesballade ”Since I’ve Been Loving You” med noget af Jimmy Pages lækreste lead-guitar. På side to får de akustiske guitarer så hovedrollen, men også banjo og mandolin, hvilket var ret unikt og selvfølgelig falder lige i min smag. Fra deres seje udgave af folkesangen ”Gallows Pole” til den småskøre slideguitardrevne afslutning med “Hats Off to (Roy) Harper”.

Som barn husker jeg bedst pladens farverige og meget hippieagtige cover, hvor man kunne dreje på en papskive inde i coveret og se forskellige motiver dukke op i ”hullerne” på selve forsiden. Alene dette må være grund nok til at anskaffe sig pladen på vinyl.

Giv pladen et lyt – hav en fortsat dejlig sommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Det ustadige danske sommervejr viste sig fra sin bedste side, da UNDER MÅNEN spillede på Copenhagen Jazz Festival. Kort forinden øsede det ned, men i samme øjeblik jeg gik på, kom solen frem og alt var godt.

Det blev som altid en blanding af nyt og gammelt – vokalt og instrumentalt og endda også debut til et helt nyt nummer “Fugl & fisk”, som jeg skrev for nyligt. 

Der var god stemning og mange fremmødet – tak for det!

Husk næste koncert er allerede 12. august. 

COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL – Aksel Møllers Have 6/7-24

1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
2. Rejsekort (uudgivet)
3. Hungerfugl (fra UDEN ET ORD)
4. Byen ved vandet (uudgivet)
5. Vinternat (fra PETTITESSER)
6. Vækker en abe i mig (uudgivet)
7. Vindhejren (fra UDEN ET ORD)
8. Mr. Morgan (single)
9. Fugl & fisk (uudgivet)
10. Langt fra og tæt på (uudgivet)
11. Lille påfugl (Pavette) (uudgivet)