På rekordtid kommer her fjerde del af min musikalske serie ”Petitesser”. Denne gang skal vi en tur tilbage i tiden, for i forbindelse med tronskiftet for nyligt, kom jeg i tanke om en melodi, som blev skrevet af den engelske komponist og lutspiller John Dowland (1563-1626) til den danske kong Christian den IV.

Dowland var en interessant karakter, som på trods af at være en af sin generations største komponister altid var i pengenød og derfor levede et noget omflakkende liv. Kunstnere, som ham, nød i renæssancen ikke den samme status som i dag, og det var derfor en evig kamp at få de bedste stillinger hos hoffet og i det hele tiden at skaffe smør på brødet. Dowland mente selv, at dette skyldes, at han var katolik i et England, som for nyligt havde brudt med paven i Rom (der er dog ikke noget historisk belæg for denne påstand).

Så for at overleve måtte han rejse Europa rundt og arbejde for venligsindede mæcener, og sådan endte han hos den musikglade Christian den IV. Otte år boede han i Danmark, og det var i den periode han skrev noget af sin allerbedste musik. Det var velset, at man også skrev et stykke musik til sin velynder, og det blev så til ”The King of Denmarks Galliard” eller som den egentligt hedder (med typisk renæssanceflair for lange titler) ” The Most High and Mighty, Christianus the Fourth, King of Denmark, his Galliard”,

En galliard var en populær renæssancedans, som var kendetegnet af en række små hop eller spring og derfor var ret fysisk krævende. Det siges, at selv da hun var godt oppe i alderen, startede dronning Elizabeth den 1., hver morgen med at danse den en seks syv gange – må kan vel kalde det en slags morgengymnastik.

Melodien er selvfølgelig skrevet til lut, men jeg har arrangeret den til guitar (de to instrumenter er i familie og grundlæggende ret ens) og transponeret den ned til bedre at passe guitarens lyd.

BONUSINFO: ingen ved hvordan John Dowland så ud (kun samfundets spidser havde råd til portrætter) så maleriet i starten af videoen forestiller blot en lutpiller, som KUNNE være Dowland. Derimod er billedet i slutningen af videoen af Elizabeth den 1. med som spiller lut ægte nok – måske var det endda Dowland som lærte hende det.

Husker du R.E.M.? Jeg spørger, fordi det er gået op for mig, at det gør mange ikke og at især folk under 30 år stort set ikke aner, hvem de var. Vildt nok når man tænker på, at de engang måske var verdens største rockband! Men alt omkring REM var på den anden side også ret besynderligt og det har måske noget med det at gøre.

Bandet startede i 1980, men vi skal helt frem til plade nummer fem ”Green” fra 1988, før der skete noget afgørende (i hver fald uden for USA). Indtil da havde de udgivet en stribe glimrende lidt nørdede plader uden den helt store succes. Men ”Green” var anderledes – de havde fået kontrakt med et stort pladeselskab og pladen var lige del storslåede rock-sange og akustiske mandolin-drevne ballader. Men efter en stor verdensturne var det et udmattet og til dels desillusioneret band, der vendte hjem. På den efterfølgende plade ”Out of time” fra 1991 eksperimenterede de derfor helt vildt – afprøvede skøre ideer, byttede instrumenter med hinanden og forventede lidt, at det nok skulle blive deres sidste plade. Men endnu en mandolin-sang ”Losing My Religion” (med en tidstypisk kunstnerisk musikvideo) sendte dem i stedet til tops på hitlisterne og gjorde dem til MTV’s favoritter. Intet mindre end fire hitsingler blev det til.

Og så er vi fremme ved hovedværket og denne måneds MÅNESKIVE: ”Automatic for the People” fra 1992. En plade du bør kende. En fantastisk smuk og stemningsfuld plade fuld af stærke sange. I en grunge-tid var R.E.M. rockede nok til at fange folk, der hørte Nirvana og poppede nok til at toppe hitlisterne – og deres akustiske lyd kunne samle både unge mennesker og deres forældre. Alt gik nu op i en højere enhed.

Men typisk R.E.M. ville de noget andet – i stedet for at køre videre i det sikre spor udgav de den garage-rockede ”Monster” i 1994 – som stadig er en fed plade med gode numre, men som kostede dem en stor del af deres nye fanskare. Og de 6 plader som fulgte, indtil de gik i opløsning i 2011, viste tydeligt et band i enorm identitetskrise – og måske derfor er de gået i glemmebogen.

Men giv deres plader fra start 90’erne et lyt – de holder stadig!

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN.

Her kommer så den længe ventede tredje del af min musikalske serie ”Petitesser”. En serie korte instrumentale numre med inspiration fra den klassiske musik. Numre som sætter en stemning, afprøver en musikalsk ide eller fortæller en kort historie.

”Vinternat” er skrevet en kold og mørk januar-nat, hvor sneen dalede så smukt på Frederiksberg. Melodien er tænkt som at skulle illustrere de mange faldende snefnug, og den særlige ro man finder sådan en vinternat. Den er indspillet en solrig dag i marts (hvilket lidt undergraver grundideen) på mit nyeste guitarkøb, en dejlig akustisk guitar håndbygget af den engelske guitarbygger Nigel Thornbory fra 1996. Thornborys guitarer er ret sjældne, og det er meget begrænset, hvad man egentligt kan finde af informationer om ham. Men han var aktiv fra slut 70’erne og indtil han pga. alzheimers var tvunget til at indstille karrieren for ca. 10 år siden.

Husk at du kan finde de to foregående ”Petitesser” og læse meget mere om serien under menupunktet “Petitesser”.

Denne udgave af MÅNESKIVEN handler om en plade, som i forvejen er bredt anset for at være et mesterværk og derfor egentligt slet ikke har brug for at blive promoveret. Men jeg har alligevel taget den med, som et eksempel på at nogle plader bare ER virkeligt gode og ikke til at komme uden om – og at de helt store plader er mesterværker på linje med berømte malerier eller de bedste romaner.

Faktisk er jeg ikke jordens største Beatles fan, jeg synes endda deres første mange plader er lidt halv-kedelige (og allerede her får jeg en stor gruppe fans på nakken!) og på mange måder er HISTORIEN om The Beatles blevet lige så stor – måske endda større – end selve deres musikalske værk. Men der skal ikke herske nogen tvivl om deres talent, musikalske fantasi og sans for iørefaldende sange – og fra deres tidlige rock’n’roll-baserede plader, sker der en vild udvikling fra plade til plade, som i min ører (og mange andres) topper ved SGT. PEPPERS LONELY HEART CLUB BAND pladen fra 1967, som er denne måneds MÅNESKIVE.

Bevares – de plader der fulgte bagefter, er også legendariske – men også præget af den ”metaltræthed”, som satte ind, de interne skærmydslers og forventningspresset.

The Beatles var aldrig et ”seriøst” band forstået på den måde, at alt de lavede grundede i en legesyge, en humor og en lyst til at eksperimentere, og netop dette nåede perfektionen på denne plade – måden numrene stikker i hver sin retning på en måde, som ikke burde kunne fungere, men som gør det alligevel. Hvordan hvert nummer er flydt til randen med små musikalske genistreger og skøre ideer. Der er indisk sitar, messingblæsere, ragtime-klarinet, cirkus-stemning, lyden af en rævejagt på hesteryg og meget mere. Det hele ender i et vanvittigt musikalsk crescendo i ”A Day In the Life” og en gigantisk afsluttende klaverakkord. Det er velskrevet, veludført og velproduceret.

På sammen måde som der findes bøger som alle kender, men få har læst – er dette en plade, som stort set alle kender, men som forbavsede mange faktisk ikke har hørt – og hører du til den gruppe er det nu, du skal gøre dig selv den tjeneste at lytte til den – du vil ikke fortryde det!

Et lille flashback til UNDER MÅNENS koncert i Allehelgens Kirke på Amager i forbindelse med Kulturnat 2018. Her et af de helt tidlige UNDER MÅNEN numre “1000 stjerners pragt” i en sjælden akustisk trio-version. I video-arkivet kan du også finde “Gennem Stormen” optaget ved samme koncert. Begge videoer har fået remasterering.

1000 stjerners pragt” er ligesom ”Gennem stormen” baseret på en bog, jeg havde læst nogle år forinden. Den amerikanske forfatter John Williams er meste kendt for hans (fremragende) bog ”Stoner” om en universitetslærer i Missouris helt almindelige og ret begivenhedsløse liv. En bog som ingen gad læse, da den udkom i 1965, men som blev et kæmpe hit, da den blev genudgivet i 2014 (da havde forfatteren så også været død i 20 år). Bogens succes betød heldigvis også, at hans to andre bøger blev genudgivet, den mørke anti-western ”Butchers Crossing” fra 1960 (som jeg seriøst ikke kan forstå aldrig er blevet filmatiseret), men også Williams’ sidste bog ”Augustus” fra 1971 (som dengang aldrig havde været oversat til dansk før).

”Augustus” er en ganske fantastisk bog om Romerrigets første kejser Augustus’ liv. Skrevet i brevform fortæller den om, hvordan den 19-årige Octavius, efter sin plejefars Julius Cæsars død, med næb og klør sikrer sig magten, brutalt fjerner al modstand, skifter navn til Augustus og udråber sig selv til kejser over det kæmpestore Romerske rige. Og om hvordan han bagefter kæmper for at beholde magten, om evindelige politiske intriger, om at holde sammen på et gigantisk rige som hele tiden smuldrer og om et liv i evig frygt for forræderi, død og ødelæggelse.

Mod slutningen af bogen filosoferer den aldrene Augustus i en stille stund over sit liv, og det er dette øjeblik, jeg har brugt i min sang, til at lade kejseren kigge op på nattehimlen og vurdere sine mange store bedrifter mod det uendelige univers med de tusinde stjerner. Har det været det hele værd? Har det overhovedet betydet noget? På det tidspunkt havde han nærmest mistet alt undtaget kejsertitlen.

Til koncerten akkompagneredes jeg af Misja på cello og Anders på mandolin, og under “Videoer” kan du finde nummeret i flere forskellige udgaver – en helt tidlig minimalistisk demoudgave på Omnichord og en rocket studioudgave fra dengang UNDER MÅNEN var et rockband.

Det tredje år med MÅNESKIVEN starter ud med en overraskende sjælden plade.

De fleste kender den ukrainske/amerikanske model/skuespiller Milla Jovovich fra en broget række blockbusterfilm fra start halvfemserne og op til i dag. Især Luc Bessons fantastiske og ret besynderlige ”Det 5. element” fra 1997 bragte hende i medierne søgelys (hun blev senere gift med ham og spillede med i flere af hans film), samtidigt med hun gik model for de største modehuse og var ansigtet i reklamer for de største kosmetikmærker.

Hvad de færreste ved, er at hun sideløbende også forsøgte sig ud i musikken. Allerede i 1994 før hun var slået rigtigt igennem med det førnævnte, indspillede den kun 18-årige Milla en plade i London. Hun havde skrevet en håndfuld sange, og det lykkedes at få en aftale igennem med et lille pladeselskab, og det blev til ”The Divine Comedy”, årets første MÅNESKIVE.

Det er nemlig en ret god plade (på trods af det ret forfærdelige cover) – med en meget tidstypisk 90’er lyd som blander folk, pop og rock (og faktisk en snert af noget østeuropæisk inspiration på flere af numrene). Der er en tydelig arv fra Kate Bush, men også fra Tori Amos, som dengang var på toppen af hitlisterne. Der blev også lavet musikvideoer til et par singler, som fik ok rotation på MTV (som også var på toppen dengang), og den meget smukke Milla var lige den type kunstner, musikkanalen elskede at promovere.

Men pladen kom kun i butikkerne i meget få eksemplarer, og da Millas skuespils karriere pludselig tog fart med ”Det 5. element”, var der nok ikke mere tid til musikken. Der kom i hvert fald aldrig en plade nummer to, og ”The Divine Comedy” blev lidt af en kultplade.

De lykkedes mig at skaffe et eksemplar (i rødt vinyl), da pladen for et par år siden blev genudgivet (igen i meget begrænset antal) på den meget hypede RECORD STORE DAY, men heldigvis kan pladen findes på YouTube – giv især de to singler ”The Gentleman Who Fell” og ”Bang Your Head” et lyt.

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN.

Årets julegave fra  UNDER MÅNEN er min udgave af Bent Fabricius-Bjerres elskede titelmelodi til Matador. Vel nok uden sammenligning et af de mest ikoniske og kendte danske musikstykker.

At overføre den originale klavermelodi til guitar er ikke helt ligetil – så jeg har taget mig et par friheder og fokuseret på at fange grundmelodien og stemningen fra oplægget. Jeg tror melodiens styrke og langtidsholdbarhed netop skal findes i den iørefaldende og egentligt helt simple melodi – men faktisk er det et ret vanskelligt nummer at spille og især skiftet mellem “versene” og det mere mørke b-stykke er musikalsk meget interessant.

Melodien har både det lyse og lette og det mørke og dystre i sig præcis som tv-serien! 

Årets sidste MÅNESKIVE er ikke en juleplade, men en du kan bruge for at undgå den værste julestress og komme helt i flow igen.

Den amerikanske pianist Keith Jarret er en jazzlegende, og det er sin sag at vælge en plade i den enorme mængde at plader, han har udgivet siden start 70’erne. For der er både hans traditionelle jazzplader udgivet med forskellige besætninger (op gennem 70’erne havde han både sine ”amerikanske kvartet” med amerikanske musikere og sin ”europæiske kvartet” med europæiske musikere), hans mere eksperimenterende værker fra 80’erne eller hans smukke klassiske plader, hvor han for eksempel spiller Bach eller Händel (især det sidstnævnte kan anbefales).

Jeg er dog endt med det mest oplagte valg – nemlig hans uden sammenligning mest kendte plade – den improviserede soloklaverplade ”The Köln Concert” fra 1975. En plade som er gået over i jazzhistorien, men samtidig (eller måske netop derfor) er en forholdsvis lettilgængelig plade, som kan høres også uden det store kendskab til jazz.

Som alle legendariske plader er den omgærdet af vilde historier – for eksempel den om hvordan spillestedet i Köln havde glemt at booke det rigtige Steinway flygel til koncerten, og først kort tid inden koncerten opdager dette. Eneste løsning var at bruge et halvdårligt flygel, som normalt kun blev brugt, når kunstnerne skulle varme op. Det lykkedes at få det nogenlunde stemt, men klaveret havde både en svag bas og en tynd diskant, så Jarret måtte altså klare sig med et klaver, hvor mange af tonerne ikke var rigtigt gode. Men som den legende han er, kom han elegant omkring dette ved hovedsagelig at spille på de midterste toner og tilpasse sin spillestil til klaverets store mangler. Han vender altså det, der burde være en katastrofe til noget unikt og velfungerende.

En anden historie går på, at spillestedet havde en lille klokke, som spillede en kort melodi inden koncertstart, og at Jarret brugte denne lille melodi som udgangspunkt for den første 26 minutter lange improvisation, som fylder hele den første side af pladen.

Jarret fortsatte med at udgive ny musik hele tiden indtil en blodprop stoppede hans karriere i 2018.

Julen er over os og UNDER MÅNEN byder på julegaver. I første omgang kan du hygge dig med de to julegaver fra tidligere år:

UNDER MÅNENS helt egen julesang: “Nu er det jul” fra 2020 og sidste års coverversion af “Snevejrsang” fra den den fantastiske børneplade om katten Pelle Haleløs.

Men der venter også dette år en lille overraskelse….


Denne udgave af MÅNESKIVEN handler om musik, som samler generationer. Når man har en 11-årig datter, er der ikke meget musik, som man egentligt kan deles om, og for min datters vedkommende har hun allerede været udsat for så meget Bob Dylan, at hun nok aldrig får et fornuftigt forhold til hans musik. Men der findes musik, som kan samle mennesker på tværs af alder, og præcis sådan noget musik er denne måneds MÅNESKIVE.

Layfey (udtales Lay-vay) er en dygtig ung kinesisk/islandsk sangerinde, som tidligere i år udgav sin anden plade ”Bewitched”, som er denne måneds MÅNESKIVE. Det er nemlig en ret fantastisk plade.

Hun blev først kendt i islandske talentshows, men i stedet for (som så mange andre) at lave metervare radio-pop befinder hun sig i et jazzet univers, hvor musikken lyder som kunne den være skrevet for 70-80 år siden. Det er elegant, afdæmpet og velproduceret og der er endda lidt julestemning over åbningsnummeret: ”Dreamer” (hvor melodien låner fra den klassiske ”Jingle-Bells”). Ovenikøbet har Layfey selv skrevet de fleste af numrene og spiller guitar, klaver og cello både på pladen og når hun optræder live (næste års koncert på Vega er desværre for længst udsolgt). Teksterne er små fine skildringer af livet som ung kvinde (for eksempel på den smukke “Letter to My 13 Year Old Self”), og som enhver moderne kunstner er hun fænomenal i sin bruge af de sociale medier – blandt andet med en videoserie, hvor hun spiller numrene alene hjemme i sin stue.

Allerede første gang jeg satte pladen på spurgte min datter ”hvem er det?” og kort efter kunne hun synge med på alle sangene, så pludselig var der faktisk noget musik, vi begge kunne lide, og Laufey er bestemt ikke det værste forbillede, man kan have som ungt menneske i dag.

I øvrigt har pladen klaret sig helt utroligt godt – er den mest sælgende jazzplade i nyere tid og netop blevet nomineret til en amerikansk Grammy. Så det er nok ikke det sidste vi hører til Laufey.

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN