Fjerde (og nok også sidste) år med MÅNESKIVEN bliver noget helt særligt.

Hvis man har fulgt serien (som er nået op på 36 pladeanbefalinger)og kender mig, har man måske undret sig over at én bestemt kunstner slet ikke har været nævnt – en kunstner som ellers helt uden sammenligning har været den, som har betydet mest for mig musikalsk overhovedet – nemlig Bob Dylan.

Men det er helt bevidst – for jeg har bare ikke kunnet vælge en enkelt plade ud med ham – så hele 2025 kommer derfor til at være med ”Dylan-år” kun med Bob Dylan-plader. Det falder endda helt tilfældigt sammen med premieren på den stort anlagte Dylan-film ”A Complete Unknown” som kommer i biografen i næste måned. En film som mange spår, vil få en helt ny generation til at få øjnene op for Dylans evner. Dylan spilles i hvert fald at tidens store unge stjerne Timothée Chalamet.

Men vi naturligt nok i det beskedne med debutpladen ”Bob Dylan” fra 1962. En plade som i virkeligheden er mest bemærkelsesværdig ved ikke at være særlig bemærkelsesværdig.

Den purunge Dylan indspiller over tre korte sessions knap 20 numre (med ofte kun et enkelt take af hvert nummer) trukket fra hans live-repertoire af blues-, country- og folkesange. Kun to af hans egne numre er blandt de 13 numre, som kommer med på pladen. En ok plade som så mange andre folk-plader fra start 60’erne. Dylans fik da heller ikke den store opmærksomhed. 

To numre skal dog fremhæves: hans udgave af ”House of the Rising Son”, som var den udgave som engelske The Animals baserede deres meget populære hitudgave af sangen på i 1964. I dag er det en sang alle kender, men i 62 var det en ret ukendt sang.

Og så selvfølgelig hans egen ”Song for Woody” – en varm hyldest til forbilledet Woody Guthrie (et forhold som vist er ret centralt i ”A Complete Unknown”-filmen.)

Der var altså ikke meget der tydede på, at man her havde med en af de største sangskrivere i det 20. århundrede at gøre. Men i løbet af 1962 skrev Dylan omkring 50 sange hvoraf mange stadig er deciderede klassikere. Så det bedste var stadig i vente – følge med i næste udgave af MÅNESKIVEN.

Årets sidste MÅNESKIVE er en søvndyssende affære – men det er faktisk også meningen…

Selvom du må ikke kender navnet, kender du helt sikkert godt den tyske komponist og pianist Max Richters musik – den er nemlig blevet brugt i en lang række af de største film og serier gennem de sidste 10-15 år. F.eks. lavede han musikken til succesfulde serier som ”The Leftovers” og ”Min brillante veninde”.

Men sideløbende med sit arbejdet på film og tv har han udgivet en række soloplader, som alle udforsker den minimalistiske og moderne form for klassisk musik, han er blevet kendt for. For eksempel når han genfortolker Vivaldis ”De fire årstider”.

I 2015 udgav han det meget interessante projekt ”Sleep”. En 8 ½ times lang musikalsk cyklus med 31 numre, som var tænkt som musik, man kan sove til en hel nat. Han havde arbejdet sammen med neuroforskere omkring projektet ud fra ideen om, at musik kan være med til, at du sover bedre og faktisk kan være direkte helbredende.

Musikken er smuk, rolig og harmonisk – fuld af gentagelser og variationer over de samme fem temaer. Richters klaver blander sig med klassiske instrumenter som cello, violin – men også med elektroniske elementer som synthesizere og samples og med smukke ordløse sangstemmer. Det er en helt igennem hypnotiserende oplevelse. Faktisk turnerede Richter også med værket, hvor folk mødte op med soveposer og så faldt i søvn i løbet af den MEGET lange koncert.

Men ideen med projektet er jo netop, at man ikke hører musikken (fordi man sover), så derfor udgav Richter også pladen ”From Sleep” med 7 udvalgte musikstykker fra projektet og den er månedens MÅNESKIVE.

Her kan man høre højdepunkter fra værket, udvalgt efter at de også fungerer, som ”lyttemusik”, og det er en helt igennem dejlig plade – også i en travl juletid.

”Sleep” er for øvrigt det mest streamede klassiske værk nogensinde.

God jul – godt nytår og glæd dig så til næste omgang MÅNESKIVEN (som nok også blive den sidste).

Så er det tid til årets store julegave fra UNDER MÅNEN 🎁

Her en hyggelig kendt julesang i helt nyindspillet instrumental klassisk guitar udgave.

“Bjældeklang” er faktisk overhovedet ikke en julesang men en “kane-sang” – en genre som var vældig populær i midten af 1800-tallet (sangen er fra 1850). Det var sange, man kunne synge, mens man kørte rundt i en hestetrukket kane om vinteren. Sangenes rytme var lavet sådan, at de passede godt til de rystelser, kanen gav og så kunne man fordrive tiden på den måde.

De berømte bjælder i sangen var dengang heller ikke særligt forbundne til julen, men en praktisk ting som gjorde at man kunne høre andre trafikanter, når man kom drønende i sin kane i vintermørket (en hestetrukket kane var ellers stort set lydløs).

Endelig har den engelske tekst til sangen en sjov skjult reference til at sådan en kanetur dengang var nærmest eneste mulighed for et ungt ugift forelsket par kunne komme i nærkontakt – der kunne ske lidt af hvert under de varme tæpper på sådan en tur 🤣

Rigtig god jul fra UNDER MÅNEN 🌙

Som vanligt kommer der jer på siden en lille adventsgave frem mod juleaften.

Vi starter med UNDER MÅNENs udgave af temaet til serien MATADOR – det er godt nok ikke en juleserie, men enhver serie på 24 afsnit er da lidt en slags julekalender 🙂

Novembers MÅNESKIVE er med en af mine helt store guitarhelte, den nu desværre afdøde skotske guitarist BERT JANSCH.

Bert slog igennem i start 60’erne med nogle ret simple plader optaget primitivt hjemme i hans køkken, men som tydeligt beviste hans helt særlige evner som guitarist og sangskriver. Senere kom han med i gruppen THE PENTANGLE (se MÅNESKIVEN fra marts 2022), hvor han op gennem slut 60’erne og start 70’erne viste sit talent i en mere bandrelateret kontekst. Sideløbende fortsatte han med at udgive soloplader og især dem fra start 70’erne er meget vellykkede. Selv Neil Young nævnte Bert som et af sine forbilleder.

L.A. TURNAROUND udkom i 1974 kort tid efter THE PENTANGLES opløsning og blev dengang set som beviset på, at nu var Berts fremtid at være følsom singer-songwriter (meget i tidens ånd). Ud over at Bert ser total cool ud på coveret, indeholder pladen nogle af hans allerstærkeste sange og også hans måske vildeste instrumentalnummer ”Chambertin” (opkaldt efter en vidunderlig fransk rødvin). Sympatisk produceret at Michael Nesmith fra The Monkees er pladen et virkeligt godt sted at starte, hvis man ikke kender Berts musik.

Gennem hele sit liv kæmpede Bert dog med et voldsomt alkoholmisbrug, som også medførte at karrieren langsomt ebbede ud, og han mere eller mindre blev glemt igen. Dog skal instrumentalpladen AVOCET fra 1978 også nævnes – endda optaget i Denmark og med legendariske Flemming Rasmussen som tekniker. Bert nåede dog at få en lille revival op til sin død i 2011, hvor en række yngre musikere fra folk og rock-scenen begyndte at nævne ham som en inspirationskilde og indspillede hans musik.

I årevis var L.A. TURNAROUND nærmest umuligt at skaffe den på vinyl – den blev solgt til skyhøje priser – men nu er den heldigvis genudgivet, så der er ingen undskyldning!

Giv den et skud og glæd dig så til årets sidste MÅNESKIVE i december

I anledning af det amerikanske valg kommer her en gammel UNDER MÅNEN sang i en ny udgave, endda en sang med en direkte forbindelse til amerikansk politik på godt og ondt.

Tilbage i 2016 var UNDER MÅNEN et nystartet rockband, og jeg var i fuld gang med at skrive nye sange. Der var også dengang valgkamp i USA, og mens jeg en aften så DEADLINE, skrev jeg en sang om det, der skete i verden lige den aften. Ingen troede rigtig på at Trump kunne vinde valget, FOX News kværnede propaganda ud til sagesløse amerikanere og ulven var blevet spottet i Jylland for første gang i årtier – alt dette kom med i sangen ”Fortabte satellitter”, som jeg dagen efter præsenterede for resten af bandet.

Kort tid efter fik den sin livedebut, som allerførste nummer til UNDER MÅNENS debutkoncert på Blågårds Apotek tirsdag den 15. juni 2016 – tilfældigvis præcis den dag hvor der var valg i USA, og Trump til de flestes overraskelse vandt, og teksten fik pludselig ny mening og blev nærmest lidt uhyggelig – jeg husker tydeligt, at der var en besynderlig stemning i rummet, efterhånden som meldingerne fra valget dukkede op. Du kan faktisk se en optagelse af sangen fra den aften i videoarkivet her på siden.

Og her står vi så igen med bange anelser, om hvordan valget falder ud, og en ny akustisk udgave af sangen, som jeg før i dag for øvrigt ikke har spillet i snart 7 år. Vi krydser fingre for, at alt ender godt.

Med denne udgave af MÅNESKIVEN er vi tilbage i jazzens verden og endda med en af de allerstørste nemlig MILES DAVIS. En mand med et bagkatalog så stort og stærkt at det er sin sag at vælge en enkelt plade ud (han nåede at udgive knap 60 plader inden hans død i 91). Jeg har dog styret uden om de allermest kendte plader f.eks KIND OF BLUE eller ’ROUND ABOUT MIDNIGHT – som vist ikke behøver nogle anbefalinger – men derimod valgt en plade, som er lidt mere overset.

IN A SILENT WAY er fra 1969 og en ret særlig plade i DAVIS’s katalog og karriere. Efter at have udforsket jazzens verden op gennem 50’erne og 60’erne begynder DAVIS i slutningen af 60’erne at inkorporere elementer fra rockens verden (elektriske instrumenter) i sin musik, og begrebet ”fusion” bliver opfundet, og denne plade var et af de første skridt i den retning.

Alene pladens koncept var helt anderledes, end hvad man var vant til, og forvirrede både jazz og rockanmeldere. Pladen indeholder reelt kun to numre, som hver fylder en pladeside (knap 20 minutter hver) og hvert nummer er så delt op i tre dele, hvor første og tredje del er ret ens. På side 1 starter vi med den groovy ”Shhh”, som går over i den mere improviserede ”Peaceful” før den vender tilbage til udgangspunktet igen – hele vejen holdt i gang af Tony Williams energiske trommespil. På side 2 får vi det nærmest meditative titelnummer, som langsomt går over i næsten funky ”Its About That Time” for så at vende tilbage til den stille afslutning med et genhør af ”In a Silent Way”. Hver nummer byder på en udvikling, en slags ”hjem-ud-hjem”- rejse nærmest som en musikalsk kollage.

Omkring sig havde Miles som altid samlet sig et imponerende band med Wayne Shorter på sax, John McLaughlin på elektrisk guitar og BÅDE Chick Corea og Herbie Hancock på keys.

Hvor begrebet ”fusion” måske skurer i nogens ører, så er IN A SILENT WAY faktisk en ret tilgængelig og behagelig plade, som hverken indeholder lange soloer eller mærkelige skæve passager – det swinger og er både melodisk og afvekslende, så giv den et lyt – og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Tilbage i min ungdom faldt jeg tilfældigt over den skotske gruppe Cocteau Twins musik. Som jeg husker det, var det i første omgang de meget flotte og stilfulde covers, som fangede min opmærksomhed(et kendetegn for pladeselskabet 4AD)– men hurtigt blev jeg også totalt opslugt af deres musikalske univers, og den venlige ejer af den lokale musikforretning bestilte gang på gang deres ellers ret svært tilgængelige plader hjem til mig fra England.

Jeg husker også min kammeraters vantro blikke, når jeg spillede musikken for dem – ”det er jo ikke rigtig musik” husker jeg en af dem sige, og det var bestemt også noget helt andet end den musik med Bon Jovi og Kim Larsen, som man ellers lyttede til i min omgangskreds.

Cocteau Twins startede ud som en duo med guitaristen Robin Guthrie og sangerinden med den guddommelige stemme Elizabeth Fraser, senere kom bassisten Simon Raymonde også med.

Og det var også lidt af en rejse – for hver gang der kom en ny plade eller EP, var den anderledes end den forrige. Fra deres meget mørke og meget dystre debutplade ”Garlands” fra 1982 (som selv jeg har svært ved at lytte til), til opfølgeren ”Head over Heels” fra 1983, hvor der pludselig kommer lys og varme ind i musikken og deciderede poppede omkvæd. ”Treasure” fra 1984 ses af mange som deres hovedværk, hvor det hele spiller og kombinationen af sfærisk vokal og stemningsfulde guitarlag går op i en højere enhed.

Min favorit er dog ”Victorialand” fra 1986, som derfor er denne måneds MÅNESKIVE. Gruppens mest afdæmpede og nærmest akustiske plade, som fungerer nærmest meditativ i sin helhed. Der er noget ”hav og snelandskab” over numrene (hvilket også ses på coveret og sangtitlerne), og hvem kan ikke elske en plade, som starter med et nummer på 7 minutter som hedder ”Lazy Calm” for så at gå over i et nummer som hedder ”Fluffy Tufts”.

Gruppen fortsatte med at udgive plader indtil de gik i opløsning i 1996, og især pladen ”Heaven or Las Vegas” fra 1990 skal også fremhæves. Fraser har også være gæst hos mange andre kunstnere – de fleste kender hende fra sangen ”Teardrop” med Massive Attack.

Giv dem et lyt – og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Det er egentligt ikke fordi, jeg går og mangler guitarer – men alligevel er det på en eller anden måde lykkedes mig at købe endnu en 😀

Denne gang en helt vidunderlig flot klassisk guitar håndbygget i Tyskland. Uden sammenligning den flotteste guitar i samlingen med et væld af små detaljer. Den meget flotte bagside får man ved at skære to nøjagtig ens stykker træ og så samle dem på midten (der hvor der er den hvide farve) og så derved opnåes den smukke symmetriske effekt.

Håber billederne fanger bare lidt af skønheden – den er svær at fotografere pga. højglanslakken, som reflekterer alting. Der kommer en lydprøve inden længe 🎶

MÅNESKIVEN handler denne gang om en af jazzens glemte helte. Den fænomenale amerikanske jazzguitarist Johnny Smith.

Selvom det navn måske ikke siger dig noget, kender du helt sikkert et af hans numre (og selvom titlen måske ikke siger dig noget, kender du den helt sikkert, når du hører nummeret). For hans nummer ”Walk dont run” er blevet lidt af en evergreen.

Oprindeligt skrevet og udgivet som en cool jazznummer i 1954, men for alvor kendt da Surf-gruppen The Ventures lavede en twanget surf-udgave i 1960, og nummeret er siden blev indspillet i et væld af udgaver og blevet brugt i masser af film.

Men Johnny Smith er meget mere end dette lille nummer, og hans plader fra 50’erne og 60’erne er alle ret fantastiske. Jeg er især glad for KALEIDOSCOPE fra 1967, som er fuld af lækre numre og samtidig blev en af hans sidste plader. Ikke fordi han døde, men fordi han efter sin kones tragiske død i barselssengen besluttede at droppe turnelivet og fokusere på sin lille nyfødte datter. Det er en vældig smuk historie.

Ud over et stort hjerte må Smith også have haft enorme hænder for hans guitarspil er bygget op omkring det man kalder ”close-harmony” toner – altså akkorder med toner, som ligger meget tæt på hinanden – det er ret nemt på klaver, men giver på guitar nogle helt vildt svære akkorder, som kræver overdrevne lange fingre – jeg kan i hvert fald ikke spille en brøkdel af de ting, Smith gjorde til sin signaturlyd. Lyt f.eks. til den enormt smukke start på ”The Girl With The Flaxen Hair”, som er noget så sjældent som et solo elektrisk guitarnummer.

Johnny Smith døde i 2013 90 år gammel og i dag er hans vinylplader desværre enormt svære at opdrive i Europa, men det meste kan heldigvis streames.

Giv pladen et lyt – hav en fortsat dejlig sensommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE