Her er flere billeder fra koncerten i lørdags i Stalden på Godthåbsvej. Det er igen Mathias Hvolris som har taget billederne.

Vejret kunne simpelthen ikke blive bedre, da UNDER MÅNEN spillede til FRBdage i Stalden på Godthåbsvej. Høj sol og fantastiske stemning, også selvom der var nogle tekniske udfordringer undervejs (sådan går det med elektrisk udstyr og stærk sol!).

Det var faktisk også første koncert i over 10 år, hvor jeg ikke spillede på min trofaste Lowden S-25 guitar, som ellers har fulgt mig i tykt og tyndt. Det blev derimod til en debut for min nye (men stadig væk også ret gamle) Nigel Thornsbory-guitar fra 1996 – jeg tør nærmest garantere, det er den eneste af slagsen i DK. Den klarede opgaven rigtigt fint (de førnævnte tekniske udfordringer havde ikke noget med den at gøre) og fremover er jeg så nødt til at træffe den vanskelige valg mellem to rigtigt gode guitar, hver gang jeg spiller koncert (jeg tænker at skifte lidt imellem dem…).

Som altid blevet koncerten en blanding af nyt og gammel – instrumentalt og med vokal.

Ouverture (fra UDEN ET ORD)

Rejsekort (uudgivet)

Hungerfugl (fra UDEN ET ORD)

Byen ved vandet (uudgivet)

Vinternat (fra PETITESSER) debut

Vækker en abe i mig (uudgivet)

Vindhejren (fra UDEN ET ORD)

Mr. Morgan (single)

Ravenkongen (fra UDEN ET ORD)

Langt fra og tæt på (uudgivet)

Lille påfugl (uudgivet).

 

Husk der allerede er koncert igen den 6. juli i Aksel Møllers Have som en del af Copenhagen Jazz Festival.

Sommeren er over os, og den skal da have et fedt soundtrack.

I dag udkommer ”I’ll Fly” en ny single med Ray Weaver og Rene Wulff, som jeg har været så heldig at få lov til at spille mandolin på. Det er en iørefaldende og hyggelig sommersang, perfekt til en rolig aften på terrassen – sådan lidt americana/roots/country-agtig.

Weaver er en anerkendt sanger og sangskriver med flere plader bag sig, mens Wulff er erfaren musiker og producer, som blandt andet spillede med C.V. Jørgensen i mange år.

Giv den et lyt – den er ude nu på alle streamingplatforme.

https://renewulff.lnk.to/IllFly


MÅNESKIVEN har været vidt omkring i genrerne men aldrig handlet om decideret støjrock – så det skal den i denne måned.

MY BLOODY VALENTINE var allerede et etableret og originalt engelsk rockband med et par EP’er og en enkelt plade bag sig, da de i 1991 udgav den nu ganske legendariske LOVELESS. En plade du skal give en chance, også selvom du måske ikke normalt lytter til den slags musik.

Som alle store plader er historien bag pladen næste lige så god som selve pladen. Bandet gik i studiet i februar 1989 med en plan om, at den kunne laves på 4-5 dage – men sådan kom det bestemt ikke til at gå. Det tog over to år at bliver færdige med pladen, som endte med at være indspillet i 19 forskellige lydstudier. Den ultraperfektionistiske guitarist og frontmand Kevin Shields frygtede flere gange at pladen aldrig ville blive færdig, da ulykker begyndte at ramme bandet. Trommeslageren blev syg og Shields måtte genskabe de fleste af beatsene gennem samples fra tidligere optagelser. Både Shields og sangerinden Bilinda Butcher fik tinnitus af det voldsomme lydniveau og samtidig blev pladen bare dyrere og dyrere – i en sådan grad at pladeselskabet Creation Records kom i seriøse økonomiske problemer (og fyrede bandet umiddelbart efter udgivelsen).

Men i den sidste ende kom der en fantastisk unik plade ud af det, som mange bands har ladet sig inspirere af eller direkte efterlignet. Kombination af støjende guitarer og sfærisk drømmende vokaler er mageløs – nummeret ”To Here Knows When” blev engang beskrevet af et musikblad som ”at stå midt inde i en sværm af venlige bier” og det er faktisk meget præcist. Alt balancerer perfekt mellem det smukke og det støjende.

Og så hører også det med til fortællingen, at bandets tredje plade først udkom i 2013 efter at de havde arbejdet på den i over 20 år (og været gået i opløsning og blevet gendannet undervejs). Rygterne siger at der er en fjerde plade på vej, som de nu har arbejdet på i 11 år.

Giv pladen et lyt – du har helt sikkert aldrig hørt noget som den før!

Så er der igen mulighed for at komme til koncerter med UNDER MÅNEN. Første gang er allerede 1. juni i STALDEN på Gothåbsvej i forbindelse med FRBdage. Men jeg spiller også som en del af Copenhagen Jazz Festival ved Aksel Møllers Have den 6. juli. Begge koncerter er udendørs i det (forhåbentligt) gode sommervejr. Kig forbi!

På et hængende hår kommer her aprils MÅNESKIVE, som hænger tæt sammen med fjerde nummer i min musikalske serie PETITESSER, som udkom i sidste uge. Jeg er nemlig ikke den eneste, som interesserer mig for den engelske renæssance-komponist John Dowland. Det gør Sting også.

Faktisk så meget at han i 2006 udgave en meget interessant plade med numre skrevet af Dowland og indspillet sammen med den ekvilibristiske bosniske lut-spiller Edin Karamazov. Man gad godt have været en flue på væggen, da Sting fortalte sit pladeselskab om planerne, men måske er Sting netop så stor en stjerne, at han får lov til sådan noget uden alt for meget diskussion. Det er uden sammenligning den mest besynderlige udgivelse i Stings karriere.

Pladen er spændende af flere grunde – først og fremmest er det nogle fantastiske sange, som er ret spartansk producerede med kun Stings smukke vokal (som virkelig kommer til sin ret) og Edins lut – i modsætning til stort set alle andre Sting-plader, som har tendens til at være meget overproducerede.

Men det helt særlig ved pladen er, at Sting synger sangene med sin velkendte ”Sting-stemme” og dermed giver dem en nærmest poppet kant. Normalt indspilles Dowlands sange ofte med klassiske stemmer og fraseringer, hvilket giver dem en meget højstemt og (for)ældet klang. De kommer altså til at lyde MEGET gamle (hvilket de jo også er). Men i Stings versioner bliver det pludseligt tydeligt, at det faktisk er iørefaldende pop-sange med hooks, gode omkvæd og masser af ting, som er genkendelige også for moderne lyttere. Man kan med lidt god vilje sige, at Dowland opfandt ”singer-songwriter-genren”, og at man derfor kan trække en lige linje fra ham frem til f.eks. Bob Dylan, James Taylor, Joni Michell og helt frem til i dag med f.eks Ed Sheeran.
Dowland skrev sjældent religiøse sange, men i stedet sange om genkendelige følelser som kærlig, jalousi, ensomhed. Sange som var skrevet til at blive fremført af en musiker solo (på lut som var datidens akustiske guitar) eller i mindre grupper. Præcis som sangskrivere gør i dag.

Giv pladen et lyt – du har helt sikkert aldrig hørt noget som den før!

På rekordtid kommer her fjerde del af min musikalske serie ”Petitesser”. Denne gang skal vi en tur tilbage i tiden, for i forbindelse med tronskiftet for nyligt, kom jeg i tanke om en melodi, som blev skrevet af den engelske komponist og lutspiller John Dowland (1563-1626) til den danske kong Christian den IV.

Dowland var en interessant karakter, som på trods af at være en af sin generations største komponister altid var i pengenød og derfor levede et noget omflakkende liv. Kunstnere, som ham, nød i renæssancen ikke den samme status som i dag, og det var derfor en evig kamp at få de bedste stillinger hos hoffet og i det hele tiden at skaffe smør på brødet. Dowland mente selv, at dette skyldes, at han var katolik i et England, som for nyligt havde brudt med paven i Rom (der er dog ikke noget historisk belæg for denne påstand).

Så for at overleve måtte han rejse Europa rundt og arbejde for venligsindede mæcener, og sådan endte han hos den musikglade Christian den IV. Otte år boede han i Danmark, og det var i den periode han skrev noget af sin allerbedste musik. Det var velset, at man også skrev et stykke musik til sin velynder, og det blev så til ”The King of Denmarks Galliard” eller som den egentligt hedder (med typisk renæssanceflair for lange titler) ” The Most High and Mighty, Christianus the Fourth, King of Denmark, his Galliard”,

En galliard var en populær renæssancedans, som var kendetegnet af en række små hop eller spring og derfor var ret fysisk krævende. Det siges, at selv da hun var godt oppe i alderen, startede dronning Elizabeth den 1., hver morgen med at danse den en seks syv gange – må kan vel kalde det en slags morgengymnastik.

Melodien er selvfølgelig skrevet til lut, men jeg har arrangeret den til guitar (de to instrumenter er i familie og grundlæggende ret ens) og transponeret den ned til bedre at passe guitarens lyd.

BONUSINFO: ingen ved hvordan John Dowland så ud (kun samfundets spidser havde råd til portrætter) så maleriet i starten af videoen forestiller blot en lutpiller, som KUNNE være Dowland. Derimod er billedet i slutningen af videoen af Elizabeth den 1. med som spiller lut ægte nok – måske var det endda Dowland som lærte hende det.

Husker du R.E.M.? Jeg spørger, fordi det er gået op for mig, at det gør mange ikke og at især folk under 30 år stort set ikke aner, hvem de var. Vildt nok når man tænker på, at de engang måske var verdens største rockband! Men alt omkring REM var på den anden side også ret besynderligt og det har måske noget med det at gøre.

Bandet startede i 1980, men vi skal helt frem til plade nummer fem ”Green” fra 1988, før der skete noget afgørende (i hver fald uden for USA). Indtil da havde de udgivet en stribe glimrende lidt nørdede plader uden den helt store succes. Men ”Green” var anderledes – de havde fået kontrakt med et stort pladeselskab og pladen var lige del storslåede rock-sange og akustiske mandolin-drevne ballader. Men efter en stor verdensturne var det et udmattet og til dels desillusioneret band, der vendte hjem. På den efterfølgende plade ”Out of time” fra 1991 eksperimenterede de derfor helt vildt – afprøvede skøre ideer, byttede instrumenter med hinanden og forventede lidt, at det nok skulle blive deres sidste plade. Men endnu en mandolin-sang ”Losing My Religion” (med en tidstypisk kunstnerisk musikvideo) sendte dem i stedet til tops på hitlisterne og gjorde dem til MTV’s favoritter. Intet mindre end fire hitsingler blev det til.

Og så er vi fremme ved hovedværket og denne måneds MÅNESKIVE: ”Automatic for the People” fra 1992. En plade du bør kende. En fantastisk smuk og stemningsfuld plade fuld af stærke sange. I en grunge-tid var R.E.M. rockede nok til at fange folk, der hørte Nirvana og poppede nok til at toppe hitlisterne – og deres akustiske lyd kunne samle både unge mennesker og deres forældre. Alt gik nu op i en højere enhed.

Men typisk R.E.M. ville de noget andet – i stedet for at køre videre i det sikre spor udgav de den garage-rockede ”Monster” i 1994 – som stadig er en fed plade med gode numre, men som kostede dem en stor del af deres nye fanskare. Og de 6 plader som fulgte, indtil de gik i opløsning i 2011, viste tydeligt et band i enorm identitetskrise – og måske derfor er de gået i glemmebogen.

Men giv deres plader fra start 90’erne et lyt – de holder stadig!

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN.

Her kommer så den længe ventede tredje del af min musikalske serie ”Petitesser”. En serie korte instrumentale numre med inspiration fra den klassiske musik. Numre som sætter en stemning, afprøver en musikalsk ide eller fortæller en kort historie.

”Vinternat” er skrevet en kold og mørk januar-nat, hvor sneen dalede så smukt på Frederiksberg. Melodien er tænkt som at skulle illustrere de mange faldende snefnug, og den særlige ro man finder sådan en vinternat. Den er indspillet en solrig dag i marts (hvilket lidt undergraver grundideen) på mit nyeste guitarkøb, en dejlig akustisk guitar håndbygget af den engelske guitarbygger Nigel Thornbory fra 1996. Thornborys guitarer er ret sjældne, og det er meget begrænset, hvad man egentligt kan finde af informationer om ham. Men han var aktiv fra slut 70’erne og indtil han pga. alzheimers var tvunget til at indstille karrieren for ca. 10 år siden.

Husk at du kan finde de to foregående ”Petitesser” og læse meget mere om serien under menupunktet “Petitesser”.

Denne udgave af MÅNESKIVEN handler om en plade, som i forvejen er bredt anset for at være et mesterværk og derfor egentligt slet ikke har brug for at blive promoveret. Men jeg har alligevel taget den med, som et eksempel på at nogle plader bare ER virkeligt gode og ikke til at komme uden om – og at de helt store plader er mesterværker på linje med berømte malerier eller de bedste romaner.

Faktisk er jeg ikke jordens største Beatles fan, jeg synes endda deres første mange plader er lidt halv-kedelige (og allerede her får jeg en stor gruppe fans på nakken!) og på mange måder er HISTORIEN om The Beatles blevet lige så stor – måske endda større – end selve deres musikalske værk. Men der skal ikke herske nogen tvivl om deres talent, musikalske fantasi og sans for iørefaldende sange – og fra deres tidlige rock’n’roll-baserede plader, sker der en vild udvikling fra plade til plade, som i min ører (og mange andres) topper ved SGT. PEPPERS LONELY HEART CLUB BAND pladen fra 1967, som er denne måneds MÅNESKIVE.

Bevares – de plader der fulgte bagefter, er også legendariske – men også præget af den ”metaltræthed”, som satte ind, de interne skærmydslers og forventningspresset.

The Beatles var aldrig et ”seriøst” band forstået på den måde, at alt de lavede grundede i en legesyge, en humor og en lyst til at eksperimentere, og netop dette nåede perfektionen på denne plade – måden numrene stikker i hver sin retning på en måde, som ikke burde kunne fungere, men som gør det alligevel. Hvordan hvert nummer er flydt til randen med små musikalske genistreger og skøre ideer. Der er indisk sitar, messingblæsere, ragtime-klarinet, cirkus-stemning, lyden af en rævejagt på hesteryg og meget mere. Det hele ender i et vanvittigt musikalsk crescendo i ”A Day In the Life” og en gigantisk afsluttende klaverakkord. Det er velskrevet, veludført og velproduceret.

På sammen måde som der findes bøger som alle kender, men få har læst – er dette en plade, som stort set alle kender, men som forbavsede mange faktisk ikke har hørt – og hører du til den gruppe er det nu, du skal gøre dig selv den tjeneste at lytte til den – du vil ikke fortryde det!