Kategori: Nyheder

Femte del af ”Petitesser” hedder ”Memmingen” og er et kort instrumentalnummer skrevet af den legendariske heavy-guitarist Ritchie Blackmore (Memmingen er en by i Sydtyskland).

Det er et nummer, som jeg faldt over for efterhånden mange år siden. Tilbage i midt 90’erne var vi en gruppe unge fyre i Nordjylland, som opdagede noget virkeligt fantastisk og enestående: norske piger! De kom sejlende til landet og boede i sommerhuse rundt om vores hjemby Sæby. Vi blev hurtigt enige, om at norske piger var mere fantastiske end alt andet (de danske piger, vi kendte, var ikke helt enige!). Så hen over en sommer drønede vi frem og tilbage mellem sommerhuse, og der blev festet til den lyse morgen.

Da efteråret kom, gav det mening at vi så tog til Norge for at besøge dem, så vi lånte en bil og fyldte den med danske dåseøl (uopdrivelige i Norge) og satte kursen nordpå. Hvordan det lykkedes fire drenge i en stor Audi fyldt med alt for mange dåseøl at komme gennem tolden, aner jeg ikke. Mens vi VAR ombord på færgen, blev vi klar over, at vi havde ALT for mange øl og overvejede i panik at dumpe dem over rælingen. Men af en eller anden grund blev vi ikke stoppet i tolden og satte så kursen mod den skihytte, vi havde lejet.

Gensynsglæden var stor, men desværre gik rygtet om vores mange dåseøl hurtigt, og inden længe dukkede der også en stor mængde norske drenge op (jeg husker, de alle sammen havde dobbeltnavne som Jan-Bent, Jens-Bjørn osv.).

Dengang medbragte man sine CD’er til fest, og især en CD var populær blandt de norske piger, og den vakte derfor min interesse. En smuk kvindestemme og noget usædvanligt lækkert guitarspil. Da jeg kom tilbage til Nordjylland (selvfølgelig med et meget knust hjerte!), gik jeg straks i gang med at opstøve pladen – hvilket ikke var nemt. Men det viste sig at være ”Blackmores Night” – Ritchie Blackmores nye projekt med hans (unge) middelalder-interesserede kone Candice Night. En skør plade hvor der både er nogle ret fede folk-rockede numre og forfærdelige ting, som nærmest nærmer sig tysk schlager-musik.

Men der var også nogle fine instrumentalnumre, og jeg lærte mig selv at spille ”Memmingen” (nogenlunde rigtigt) og har spillet den lige siden.

Husk du kan finde alle de tidligere “petitesser” her på siden.

Min musikalske serie ”Petitesser” er lidt blevet mit ”stakkels forsømte barn”. Da serien startede i november 2022, var planen, at der løbende skulle komme nye numre med jævne mellemrum (serien fik endda sin egen titelmelodi), men det er ikke rigtigt lykkedes for mig. Kun fire numre er det blevet til på over to år, og det skyldes egentlig bare, at jeg har travlt med alt muligt andet.

Det er altså blevet til knap to nye numre om året, og måske er det bare sådan, det skal være. Et ”forårsnummer” og et ”efterårsnummer”. Det er i hvert fald planen fra nu af, og det vil sige, at medmindre der sker noget vildt, vil den planlagte serie på 12 numre, nå sin fuldbyrdelse i 2028. Tålmodighed er nøgleordet.

Til gengæld kan du så glæde dig til at femte del af serien (”forårsnummeret 2025”) kommer på onsdag, og den er endda skrevet af en meget berømt engelsk heavy-guitarist. Der hører også en sjov historie til nummeret, en historie som involverer norske piger og utroligt mange dåseøl.

Indtil da kan du jo lytte til de fire foregående numre i serien. Serien har sit eget menupunkt øverst på denne side, og der er som altid en video til hvert nummer. Du kan også læse en lille (forhåbentligt) interessant baggrundshistorie til hver komposition.

Husk også at du kan fange UNDER MÅNEN til koncert hele tre gange i den kommende tid.

Mesterværkerne står i kø, når vi snakker Dylan i midt-60erne og den uges MÅNESKIVE er en af de helt store (måske endda DEN største).

HIGHWAY 61 udkom 30. august 1965 kun fire måneder efter BRINGING IT ALL BACK HOME (sidste måneds MÅNESKIVE), men Dylan bevægede sig med syvmilestøvler i denne periode, og den ”elektriske” Dylan står nu endnu stærkere. Hvor de rockede numre på den forrige plade var ret ”basic blues” tilsat Dylans syrede tekster, er det nu monumentale, kraftfulde og afvekslende rocknumre, vi lytter til.

Det hele sparkes storslået i gang med hitsinglen ”Like a Rolling Stone”. Men pladen er fuld at klassikere, og hvor den forrige plade var tydeligt opdelt med en elektrisk og en akustisk side, er HIGHWAY 61 nærmest kun elektrisk plade, hvor kun det magiske, 11:21 minutter lange, ordrige slutnummer om ”Desolation Row” er helt akustisk.

Dylan var nu en kæmpe stjerne og havde masser af tid i studiet og mulighed for at samle et fantastisk band, og ”Like a Rolling Stone” blev f.eks. optaget 15 gange på samme dag – ved fjerde take mente pladens producer Tom Wilson, at den var perfekt, men de indspillede alligevel 11 takes mere, før de endte med at udgive netop take 4.

Men det var faktisk også undtagelsen for de fleste numre blev indspillet sådan som Dylan siden har sværget til, hvor man prøvede det enkelte numre et par gange i forskellige tone- og stilarter for så hurtigt at gå videre til et andet nummer. En organisk og legende tilgang ud fra en ide om at en sang ikke partout lyder ”på EN bestemt måde”, men at alle numre kan spilles på mange forskellige måder. En tilgang som også har været kendetegnede for hans livekoncerter, hvor kendte numre ofte spilles på en helt anden måde end på pladen – det er en helt almindelig oplevelse (også i dag) at Dylan starter på et nummer og man som tilskuer så bruger et par minutter på at regne ud præcis hvilket nummer det rent faktisk er!

”A Complete Unknown” er snart ude på streaming, men tjek også den ret fantastiske ”Im Not There” fra 2007 eller Martine Scorseses ”No Direction Home” fra 2005, som faktiske begge er bedre – og glæd dig så til næste MÅNESKIVE.

Her med årets tredje Dylan-plade er vi igen hoppet nogle år frem i tiden og har for alvor bevæget os ind i ”guldalderen”, når det gælder Dylan (selvom denne serie forhåbentligt også vil vise, at der er ”guld” at finde op gennem HELE hans karriere).

Vi hopper høfligt hen over ”Another Side of Bob Dylan” fra 1964 (samme år som sidste måneds MÅNESKIVE ”The Times They Are a-Changin’”), selvom den også er interessant i måden, den tydeligt signalerer (som titlen på pladen også antyder),at Dylan er på vej et andet sted hen end de alvorlige politiske sange fra forrige plade. Hele pladen blev indspillet på en enkelt aften, efter Dylan havde drukket et par flasker Beaujolais og det kan man godt høre, men den indeholder stadig flere af de helt store sange.

Men det egentlige skifte sker med denne måneds MÅNESKIVE ”Bringing It All Back Home” fra 1965. Pladen hvor Dylan ”gik elektrisk” og endegyldigt smed rollen som akustisk folkesanger. Skarpt struktureret med en elektrisk og en akustisk side, som begge er skelsættende på hver deres måde.

En elektrisk side med bluesbaseret rock, startende med prototype ”rap”-nummeret ”Subterranean Homesick Blues” (en sang som også fik en ikonisk musikvideo, før det egentligt var noget, man brugte). Dylan med bas, trommer og stikkende leadguitar. Et kæmpe chok for mange af hans fans, selvom den måske ikke lyder helt så ”farlig” med moderne ører. Faktiske er der også et par smukke ballader på denne side, som man tit overser.

Og så side to med fire lange akustiske numre med surrealistiske, drømmende tekster om tamburinmænd, porten til Edens have og hære af rensdyr. Den slags vildt associerende på kanten til det vrøvlende tekster Dylan dyrkede de næste mange år (sikkert påvirket af diverse stoffer). Tekster du kan læse igen og igen uden nogensinde helt at forstå dem.

Ingen af de to sider kunne på nogen måde tilfredse den store skare af fans, som havde fulgt folkesangeren Dylan lige fra starten, men til gengæld åbnede pladen op for en helt ny gruppe unge hippier som pludselig kunne se lyset i Dylans musik.

Du kan stadig lige nå at se ”A Complete Unknown” biograferne – og glæd dig så til næste MÅNESKIVE.

I anden del af årets ”MÅNESKIVE-Bob Dylan-feature” er vi rykket fra den ikke særligt bemærkelsesværdige debutplade fra 1962 frem til hans tredje plade ”The Times They Are a-Changin’” fra 1964.

Vi er altså hoppet direkte hen over den ellers mesterlige anden plade ”The Freewheelin’ Bob Dylan” fra 1963 – en plade som indeholder flere af hans helt store numre (f.eks. en sang som hedder ”Blowin’ in the Wind” som du nok har hørt om) – men sådan er det nødt til at være, når vi kun har 12 plader i løbet af et år til at nå igennem en hele karriere 

Men ”The Times…” er også en vigtig plade, fordi den på mange måder bliver skabelonen til, den gængse forståelse af Dylan og hans musik helt op til i dag. På coveret ser vi en alvorlig ung mand og pladen er også fuld af alvorlige sange om samfundets uretfærdighed – flere af numrene var baseret på avisartikler fra samtiden og beskrev et USA fuld af racisme, fattigdom og social ulighed.

Titelnummeret blev nærmest en temasang for en ny ung generation som ville gøre op med magthaverne og ændre verden – ”for tiderne skifter”. Mange så Dylan som en profet og bannerfører for denne bevægelse – også selvom Dylans sange var mere universelle og sjældent direkte politiske (og ofte også fulde at humor). Dylan selv fandt også hurtigt ud af, at det ikke var en rolle for ham og skiftede kurs.

Og det er faktisk ret sjovt, for billedet at ham som alvor politisk sanger blev alligevel hængende, selvom det nærmest KUN er på denne ene plade han rigtigt er sådan – på mange måder hans mest ”sort/hvide” plade – præcist som billedet af ham på coveret.

Husker selv min første Dylan-koncert engang i 90’erne, hvor Dylan med band spillede støvet bluesrock og en ældre dame bag mig tydeligt gav udtryk for sit mishag over dette. ”Jeg troede, han var en mand med en akustiske guitar, som man kunne sidde og knipse til” beklagede hun sig – og havde altså ikke lige opdaget at den akustiske folkesanger var forsvundet for 30 år siden.

I 64 var Dylan allerede på vej i en anden retning og det bliver bestemt ikke kedeligt. Husk ”A Complete Unknown” kører i biograferne – og glæd dig så til næste MÅNESKIVE.

Fjerde (og nok også sidste) år med MÅNESKIVEN bliver noget helt særligt.

Hvis man har fulgt serien (som er nået op på 36 pladeanbefalinger)og kender mig, har man måske undret sig over at én bestemt kunstner slet ikke har været nævnt – en kunstner som ellers helt uden sammenligning har været den, som har betydet mest for mig musikalsk overhovedet – nemlig Bob Dylan.

Men det er helt bevidst – for jeg har bare ikke kunnet vælge en enkelt plade ud med ham – så hele 2025 kommer derfor til at være med ”Dylan-år” kun med Bob Dylan-plader. Det falder endda helt tilfældigt sammen med premieren på den stort anlagte Dylan-film ”A Complete Unknown” som kommer i biografen i næste måned. En film som mange spår, vil få en helt ny generation til at få øjnene op for Dylans evner. Dylan spilles i hvert fald at tidens store unge stjerne Timothée Chalamet.

Men vi naturligt nok i det beskedne med debutpladen ”Bob Dylan” fra 1962. En plade som i virkeligheden er mest bemærkelsesværdig ved ikke at være særlig bemærkelsesværdig.

Den purunge Dylan indspiller over tre korte sessions knap 20 numre (med ofte kun et enkelt take af hvert nummer) trukket fra hans live-repertoire af blues-, country- og folkesange. Kun to af hans egne numre er blandt de 13 numre, som kommer med på pladen. En ok plade som så mange andre folk-plader fra start 60’erne. Dylans fik da heller ikke den store opmærksomhed. 

To numre skal dog fremhæves: hans udgave af ”House of the Rising Son”, som var den udgave som engelske The Animals baserede deres meget populære hitudgave af sangen på i 1964. I dag er det en sang alle kender, men i 62 var det en ret ukendt sang.

Og så selvfølgelig hans egen ”Song for Woody” – en varm hyldest til forbilledet Woody Guthrie (et forhold som vist er ret centralt i ”A Complete Unknown”-filmen.)

Der var altså ikke meget der tydede på, at man her havde med en af de største sangskrivere i det 20. århundrede at gøre. Men i løbet af 1962 skrev Dylan omkring 50 sange hvoraf mange stadig er deciderede klassikere. Så det bedste var stadig i vente – følge med i næste udgave af MÅNESKIVEN.

Årets sidste MÅNESKIVE er en søvndyssende affære – men det er faktisk også meningen…

Selvom du må ikke kender navnet, kender du helt sikkert godt den tyske komponist og pianist Max Richters musik – den er nemlig blevet brugt i en lang række af de største film og serier gennem de sidste 10-15 år. F.eks. lavede han musikken til succesfulde serier som ”The Leftovers” og ”Min brillante veninde”.

Men sideløbende med sit arbejdet på film og tv har han udgivet en række soloplader, som alle udforsker den minimalistiske og moderne form for klassisk musik, han er blevet kendt for. For eksempel når han genfortolker Vivaldis ”De fire årstider”.

I 2015 udgav han det meget interessante projekt ”Sleep”. En 8 ½ times lang musikalsk cyklus med 31 numre, som var tænkt som musik, man kan sove til en hel nat. Han havde arbejdet sammen med neuroforskere omkring projektet ud fra ideen om, at musik kan være med til, at du sover bedre og faktisk kan være direkte helbredende.

Musikken er smuk, rolig og harmonisk – fuld af gentagelser og variationer over de samme fem temaer. Richters klaver blander sig med klassiske instrumenter som cello, violin – men også med elektroniske elementer som synthesizere og samples og med smukke ordløse sangstemmer. Det er en helt igennem hypnotiserende oplevelse. Faktisk turnerede Richter også med værket, hvor folk mødte op med soveposer og så faldt i søvn i løbet af den MEGET lange koncert.

Men ideen med projektet er jo netop, at man ikke hører musikken (fordi man sover), så derfor udgav Richter også pladen ”From Sleep” med 7 udvalgte musikstykker fra projektet og den er månedens MÅNESKIVE.

Her kan man høre højdepunkter fra værket, udvalgt efter at de også fungerer, som ”lyttemusik”, og det er en helt igennem dejlig plade – også i en travl juletid.

”Sleep” er for øvrigt det mest streamede klassiske værk nogensinde.

God jul – godt nytår og glæd dig så til næste omgang MÅNESKIVEN (som nok også blive den sidste).

Så er det tid til årets store julegave fra UNDER MÅNEN 🎁

Her en hyggelig kendt julesang i helt nyindspillet instrumental klassisk guitar udgave.

“Bjældeklang” er faktisk overhovedet ikke en julesang men en “kane-sang” – en genre som var vældig populær i midten af 1800-tallet (sangen er fra 1850). Det var sange, man kunne synge, mens man kørte rundt i en hestetrukket kane om vinteren. Sangenes rytme var lavet sådan, at de passede godt til de rystelser, kanen gav og så kunne man fordrive tiden på den måde.

De berømte bjælder i sangen var dengang heller ikke særligt forbundne til julen, men en praktisk ting som gjorde at man kunne høre andre trafikanter, når man kom drønende i sin kane i vintermørket (en hestetrukket kane var ellers stort set lydløs).

Endelig har den engelske tekst til sangen en sjov skjult reference til at sådan en kanetur dengang var nærmest eneste mulighed for et ungt ugift forelsket par kunne komme i nærkontakt – der kunne ske lidt af hvert under de varme tæpper på sådan en tur 🤣

Rigtig god jul fra UNDER MÅNEN 🌙

Som vanligt kommer der jer på siden en lille adventsgave frem mod juleaften.

Vi starter med UNDER MÅNENs udgave af temaet til serien MATADOR – det er godt nok ikke en juleserie, men enhver serie på 24 afsnit er da lidt en slags julekalender 🙂

Novembers MÅNESKIVE er med en af mine helt store guitarhelte, den nu desværre afdøde skotske guitarist BERT JANSCH.

Bert slog igennem i start 60’erne med nogle ret simple plader optaget primitivt hjemme i hans køkken, men som tydeligt beviste hans helt særlige evner som guitarist og sangskriver. Senere kom han med i gruppen THE PENTANGLE (se MÅNESKIVEN fra marts 2022), hvor han op gennem slut 60’erne og start 70’erne viste sit talent i en mere bandrelateret kontekst. Sideløbende fortsatte han med at udgive soloplader og især dem fra start 70’erne er meget vellykkede. Selv Neil Young nævnte Bert som et af sine forbilleder.

L.A. TURNAROUND udkom i 1974 kort tid efter THE PENTANGLES opløsning og blev dengang set som beviset på, at nu var Berts fremtid at være følsom singer-songwriter (meget i tidens ånd). Ud over at Bert ser total cool ud på coveret, indeholder pladen nogle af hans allerstærkeste sange og også hans måske vildeste instrumentalnummer ”Chambertin” (opkaldt efter en vidunderlig fransk rødvin). Sympatisk produceret at Michael Nesmith fra The Monkees er pladen et virkeligt godt sted at starte, hvis man ikke kender Berts musik.

Gennem hele sit liv kæmpede Bert dog med et voldsomt alkoholmisbrug, som også medførte at karrieren langsomt ebbede ud, og han mere eller mindre blev glemt igen. Dog skal instrumentalpladen AVOCET fra 1978 også nævnes – endda optaget i Denmark og med legendariske Flemming Rasmussen som tekniker. Bert nåede dog at få en lille revival op til sin død i 2011, hvor en række yngre musikere fra folk og rock-scenen begyndte at nævne ham som en inspirationskilde og indspillede hans musik.

I årevis var L.A. TURNAROUND nærmest umuligt at skaffe den på vinyl – den blev solgt til skyhøje priser – men nu er den heldigvis genudgivet, så der er ingen undskyldning!

Giv den et skud og glæd dig så til årets sidste MÅNESKIVE i december