Kategori: Nyheder

Det tredje år med MÅNESKIVEN starter ud med en overraskende sjælden plade.

De fleste kender den ukrainske/amerikanske model/skuespiller Milla Jovovich fra en broget række blockbusterfilm fra start halvfemserne og op til i dag. Især Luc Bessons fantastiske og ret besynderlige ”Det 5. element” fra 1997 bragte hende i medierne søgelys (hun blev senere gift med ham og spillede med i flere af hans film), samtidigt med hun gik model for de største modehuse og var ansigtet i reklamer for de største kosmetikmærker.

Hvad de færreste ved, er at hun sideløbende også forsøgte sig ud i musikken. Allerede i 1994 før hun var slået rigtigt igennem med det førnævnte, indspillede den kun 18-årige Milla en plade i London. Hun havde skrevet en håndfuld sange, og det lykkedes at få en aftale igennem med et lille pladeselskab, og det blev til ”The Divine Comedy”, årets første MÅNESKIVE.

Det er nemlig en ret god plade (på trods af det ret forfærdelige cover) – med en meget tidstypisk 90’er lyd som blander folk, pop og rock (og faktisk en snert af noget østeuropæisk inspiration på flere af numrene). Der er en tydelig arv fra Kate Bush, men også fra Tori Amos, som dengang var på toppen af hitlisterne. Der blev også lavet musikvideoer til et par singler, som fik ok rotation på MTV (som også var på toppen dengang), og den meget smukke Milla var lige den type kunstner, musikkanalen elskede at promovere.

Men pladen kom kun i butikkerne i meget få eksemplarer, og da Millas skuespils karriere pludselig tog fart med ”Det 5. element”, var der nok ikke mere tid til musikken. Der kom i hvert fald aldrig en plade nummer to, og ”The Divine Comedy” blev lidt af en kultplade.

De lykkedes mig at skaffe et eksemplar (i rødt vinyl), da pladen for et par år siden blev genudgivet (igen i meget begrænset antal) på den meget hypede RECORD STORE DAY, men heldigvis kan pladen findes på YouTube – giv især de to singler ”The Gentleman Who Fell” og ”Bang Your Head” et lyt.

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN.

Årets julegave fra  UNDER MÅNEN er min udgave af Bent Fabricius-Bjerres elskede titelmelodi til Matador. Vel nok uden sammenligning et af de mest ikoniske og kendte danske musikstykker.

At overføre den originale klavermelodi til guitar er ikke helt ligetil – så jeg har taget mig et par friheder og fokuseret på at fange grundmelodien og stemningen fra oplægget. Jeg tror melodiens styrke og langtidsholdbarhed netop skal findes i den iørefaldende og egentligt helt simple melodi – men faktisk er det et ret vanskelligt nummer at spille og især skiftet mellem “versene” og det mere mørke b-stykke er musikalsk meget interessant.

Melodien har både det lyse og lette og det mørke og dystre i sig præcis som tv-serien! 

Årets sidste MÅNESKIVE er ikke en juleplade, men en du kan bruge for at undgå den værste julestress og komme helt i flow igen.

Den amerikanske pianist Keith Jarret er en jazzlegende, og det er sin sag at vælge en plade i den enorme mængde at plader, han har udgivet siden start 70’erne. For der er både hans traditionelle jazzplader udgivet med forskellige besætninger (op gennem 70’erne havde han både sine ”amerikanske kvartet” med amerikanske musikere og sin ”europæiske kvartet” med europæiske musikere), hans mere eksperimenterende værker fra 80’erne eller hans smukke klassiske plader, hvor han for eksempel spiller Bach eller Händel (især det sidstnævnte kan anbefales).

Jeg er dog endt med det mest oplagte valg – nemlig hans uden sammenligning mest kendte plade – den improviserede soloklaverplade ”The Köln Concert” fra 1975. En plade som er gået over i jazzhistorien, men samtidig (eller måske netop derfor) er en forholdsvis lettilgængelig plade, som kan høres også uden det store kendskab til jazz.

Som alle legendariske plader er den omgærdet af vilde historier – for eksempel den om hvordan spillestedet i Köln havde glemt at booke det rigtige Steinway flygel til koncerten, og først kort tid inden koncerten opdager dette. Eneste løsning var at bruge et halvdårligt flygel, som normalt kun blev brugt, når kunstnerne skulle varme op. Det lykkedes at få det nogenlunde stemt, men klaveret havde både en svag bas og en tynd diskant, så Jarret måtte altså klare sig med et klaver, hvor mange af tonerne ikke var rigtigt gode. Men som den legende han er, kom han elegant omkring dette ved hovedsagelig at spille på de midterste toner og tilpasse sin spillestil til klaverets store mangler. Han vender altså det, der burde være en katastrofe til noget unikt og velfungerende.

En anden historie går på, at spillestedet havde en lille klokke, som spillede en kort melodi inden koncertstart, og at Jarret brugte denne lille melodi som udgangspunkt for den første 26 minutter lange improvisation, som fylder hele den første side af pladen.

Jarret fortsatte med at udgive ny musik hele tiden indtil en blodprop stoppede hans karriere i 2018.

Julen er over os og UNDER MÅNEN byder på julegaver. I første omgang kan du hygge dig med de to julegaver fra tidligere år:

UNDER MÅNENS helt egen julesang: “Nu er det jul” fra 2020 og sidste års coverversion af “Snevejrsang” fra den den fantastiske børneplade om katten Pelle Haleløs.

Men der venter også dette år en lille overraskelse….

Denne udgave af MÅNESKIVEN handler om musik, som samler generationer. Når man har en 11-årig datter, er der ikke meget musik, som man egentligt kan deles om, og for min datters vedkommende har hun allerede været udsat for så meget Bob Dylan, at hun nok aldrig får et fornuftigt forhold til hans musik. Men der findes musik, som kan samle mennesker på tværs af alder, og præcis sådan noget musik er denne måneds MÅNESKIVE.

Layfey (udtales Lay-vay) er en dygtig ung kinesisk/islandsk sangerinde, som tidligere i år udgav sin anden plade ”Bewitched”, som er denne måneds MÅNESKIVE. Det er nemlig en ret fantastisk plade.

Hun blev først kendt i islandske talentshows, men i stedet for (som så mange andre) at lave metervare radio-pop befinder hun sig i et jazzet univers, hvor musikken lyder som kunne den være skrevet for 70-80 år siden. Det er elegant, afdæmpet og velproduceret og der er endda lidt julestemning over åbningsnummeret: ”Dreamer” (hvor melodien låner fra den klassiske ”Jingle-Bells”). Ovenikøbet har Layfey selv skrevet de fleste af numrene og spiller guitar, klaver og cello både på pladen og når hun optræder live (næste års koncert på Vega er desværre for længst udsolgt). Teksterne er små fine skildringer af livet som ung kvinde (for eksempel på den smukke “Letter to My 13 Year Old Self”), og som enhver moderne kunstner er hun fænomenal i sin bruge af de sociale medier – blandt andet med en videoserie, hvor hun spiller numrene alene hjemme i sin stue.

Allerede første gang jeg satte pladen på spurgte min datter ”hvem er det?” og kort efter kunne hun synge med på alle sangene, så pludselig var der faktisk noget musik, vi begge kunne lide, og Laufey er bestemt ikke det værste forbillede, man kan have som ungt menneske i dag.

I øvrigt har pladen klaret sig helt utroligt godt – er den mest sælgende jazzplade i nyere tid og netop blevet nomineret til en amerikansk Grammy. Så det er nok ikke det sidste vi hører til Laufey.

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN

En regnvåd efterårsaften spillede UNDER MÅNEN igen en lille koncert. Denne gang som opvarmning for Nicklas Burman, som havde gendannet sit band Det Tørre Beat og som spillede numre fra sin 11 år gamle soldebutplade “Celle Nr. 5”.

UNDER MÅNENS lille opvarmningsæt bød på både sange og instrumental-numre fra UDEN ET ORD. Der var endda også debut til det nye instrumentalnummer “Pavette (Lille påfugl), som rundede koncerten af.

Bagefter sad jeg med i Nickals’ band og spillede banjo og lap steel.

METRONOMEN 021123
1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
2. Rejsekort (uudgivet)
3. Skovtrold (fra UDEN ET ORD)
4. Byen ved vandet (uudgivet)
5. Mr. Morgan (single)
6. Under månen (uudgivet)
7. Vindhejren (fra UDEN ET ORD)
8. Langt fra og tæt på (uudgivet)
9. Pavette (Lille påfugl) (debut)

I dag får den norske forfatter Jon Fosse meget fortjent nobelprisen i litteratur. Han skriver nogle helt særlige bøger, som er både besynderlige, fængslende og vidunderligt smukke på samme tid. Han sætter ikke mange punktummer, og at læse en af hans bøger er derfor en helt særlig oplevelse.

Tilbage i 2015 læste jeg hans lille ”Andvake-trilogi” bestående af bøgerne Andvake, Olavs drømme og Kvelsvævd og blev enormt facineret af de tre ret korte bøger. Det endte med, jeg skrev en sang baseret på historien i bøgerne. Ideen var ret simpel første bog blev til første vers, anden bog til andet vers osv. Den fik titlen ”Gennem stormen”, fordi første bog starter med, at de to unge hovedpersoner Asle og Alida ankommer til byen Bjørgvin efter at have sejlet gennem en slem storm. Stormen viser sig kun at være starten på deres trængsler.

Det er en sang, jeg har spillet mange gange i forskellige udgaver (første gang ved UNDER MÅNENS debutkoncert i 2016), men endnu aldrig fået indspillet rigtigt. Men for at fejre Jon Fosses nobelpris få i den her i en liveudgave fra Kulturnatten 2018. Jeg har Misja Toldam med på cello og Anders Raabo med på mandolin og kor.

Under “Billeder/video” kan du faktisk høre en helt anden udgave af den fra dengang UNDER MÅNEN var et rockband.

Næste koncert med UNDER MÅNEN er den 2. november på Frederiksberg. Her spiller jeg opvarmning for min gamle ven Nicklas Burman, som spiller numre fra hans solo-debut-plade “Celle Nr. 5” fra 2011.

Jeg var så heldig at få lov til at spille med på pladen, og Nicklas har samlet sit gamle band “Det Tørre Beat” til lejligheden, og jeg er endnu engang med på banjo og lap steel.

Læs mere om Nicklas her: http://nicklasburman.dk/

Koncerten finder steder på Metronomen, Godthåbsvej 33 og starter klokken 20. Der er fri adgang, så kig forbi!