Min optagelse fra dette års Copenhagen Jazz Festvial er nu også ude på alle streamingtjenester.

14 numre, 40 minutter – med alt godt fra UNDER MÅNENs bagkatalog.

Husk du selvfølgelig også stadig kan se koncertfilmen samme navn KLIK HER

1: Intro/Serritslev (2:47)
2: Rejsekort (3:40)
3: Hungerfugl/Uden et ord (3:53)
4: Byen ved vandet (4:18)
5: Ravnekongen (2:36)
6: Blå fornemmelse (3:46)
7: Memmingen (Ritchie Blackmore) (1:04)
8: Dowland (1:48)
9: Snowflight (Andrew York) (1:40)
10: Mr. Morgan (2:06)
11: Vindhejren (2:24)
12: Fugl & fisk (3:14)
13: Langt fra og tæt på (6:36)

Marcus Hagsten – vokal, guitar, banjo, mundharpe, shruti-box & loops
Horatiu Roman – introspeak & klaver på “Langt fra og tæt på”

MÅNESKIVEN tager denne gang et gevaldigt spring fra 1976 helt frem til 1989, og det er altså ikke fordi, Dylan ikke udgiver plader i løbet af de 23 år – men som så mange andre af de store navne fra 60’erne var 80’erne bare en svær periode, hvor den musik, som hittede, lå meget langt fra deres vanlige stil. Synthesizeren havde udkonkurreret den akustiske guitar!

Først blev Dylan endda frelst kristen og udgav fra 1979 til 1983 en række meget religiøse plader med nærmest fundamentalistiske ny-kristne tekster. Musikken var stadig god – men teksterne helt skøre!

Så kom en række halvdårlige plader, hvor Dylan uden held prøvede at ramme epokens pop-lyd, og det hele blev ikke bedre af, at han også udviklede en særlig evne til at fravælge de bedste numre, han skrev fra de plader, han udgav.

Men så endelig i 1989 skete der noget godt. Dylan kom i kontakt med den hypede canadiske producer Daniel Lanois, som blandt andet havde produceret plader med U2 og Brian Eno, og han gav Dylan den revitalisering, som fans havde ventet på i årtier.

”Oh Mercy” blev indspillet i et gammelt hus i New Orleans og med få musikere, hvoraf flere var lokale, som Lanois havde mødt på gaden. Dylans sange kom igen i centrum og med Lanois stemningsfulde signaturlyd, var det en plade som både lød godt og ikke febrilsk prøvede at ramme tidsånden.

I sin selvbiografi fortæller Lanois om, hvordan Dylan på dette tidspunkt nærmest ikke kunne spille guitar mere, fordi han havde vænnet sig til, at man bare ringede efter en eller andet guitarlegende, når der var brug for det. Men Lanois krævede, at Dylan spillede med på alle numrene og på en måde hjalp det nok Dylan med at finde tilbage til noget basalt musikalsk igen. I hver fald blev pladen startskuddet på en genfødsel af Dylan som kunstner, som nærmest er fortsat op til i dag.

Dylan og Lanois gentog samarbejdet i 1997 med den lige så fantastiske ”Time out of Mind”, som vandt et hav af priser.

Men giv først ”Oh Mercy” et lyt – det var faktisk den første Dylan-plade jeg købte ved udgivelsen, så på en måde starten på en livslang besættelse – og glæd dig til næste MÅNESKIVE.

Så er min koncertfilm “Sommerjazz” ude. Jeg har arbejdet intensivt med at mixe og redigere optagelserne, så jeg håber, rigtig mange har lyst til en aften i selvskab med UNDER MÅNEN.
Den kan streames eksklusivt her på min hjemmeside og fortæl gerne om den til alle du kender, så den kan nå ud i verden.

Til venstre kan du se en lille trailer for filmen – mens du kan streame hele filmen nedenfor.

SE FILMEN HER

Så er der kun en uge til min koncertfilm “Sommerjazz” har premiere, og her en lille trailer med noget af alt det, filmen byder på.

“Sommerjazz” er 40 minutter lang og indeholder 14 numre med UNDER MÅNEN optaget på dette års Copenhagen Jazz Festival.

Filmen kan streames her på hjemmesiden fra den 19. september.

Endnu en dejlig koncert – og skønt at være tilbage på Blågårds Apotek efter 9 års pause. Det var jo faktisk her UNDER MÅNEN spillede sin debutkoncert tilbage i 2016 (dengang vi var et rockband).

Aftenens koncert bød på følgende numre:

1. Hungerfugl
2. Rejsekort
3. Ouverture
4. Byen ved vandet
5. Ravnekongen
6. Blå fornemmelse
7. Langt fra og tæt på

Der er stadig et par uger til premieren, men her kommer et lille smugkig fra min kommende koncertfilm “Sommerjazz”, optaget på dette års Copenhagen Jazz Festival. Et af numrene du kan se og høre i filmen er “Byen ved vandet” – en sang om min smukke hjemby i Nordjylland, som jeg efterhånden har spillet i mange år.

“Sommerjazz” kan ses her på hjemmesiden fra den 19. september.

Kære alle, jeg er rigtig glad for at kunne løfte sløret for næste UNDER MÅNEN udgivelse. Om få uger udkommer koncertfilmen ”Sommerjazz” optaget ved min koncert på Metronomen – Frederiksberg i forbindelse med dette års Copenhagen Jazz Festival.

Den 40 minutter lange film giver et rigtigt godt billede af hele UNDER MÅNENs musikalske univers og byder både på dansksprogede sange, numre fra min debutplade UDEN ET ORD, lidt banjo, et par covernumre og en gæsteoptræden af den fantastiske pianist Horatiu Roman. Alt i alt en perfekt cocktail til dig, der endnu aldrig har været til en UNDER MÅNEN koncert eller til dig, der bare ikke kan få nok.

Filmen kan streames eksklusivt her på hjemmesiden fra 19. september.

Denne gang er MÅNESKIVEN kun hoppet et enkelt år frem i tiden efter den aldeles fremragende ”Blood on the Tracks” fra 1975. For Dylan er virkelig på toppen her i midt 70’erne, og stod hurtig klar med endnu en samling nye stærke sange. Helt ukarakteristisk for ham skrevet sammen med teaterinstruktøren Jacques Levy, og måske er der netop også derfor noget lidt teatralsk over pladen ”Desire” fra 1976.

De nye sange er lange (seks af sangene på over 5 minutter) og episk fortællende (sangen ”Joey” har 12 vers fordelt på lige så mange minutter), fulde af symbolik og mærkelige karakterer, og Dylan havde til lejligheden samlet et stærkt backingband, hvor især violinisten Scarlett Rivera giver pladen en helt særlig lyd.

Det er en plade, som emmer af eventyr, rejselyst og fortælleglæde. Vi starter hos den uretfærdig fængslede afroamerikanske bokser Rubin ”Hurricane” Carter (en virkelig person Dylan havde besøgt i fængslet) i en sang, som trækker tråde tilbage til Dylans tidlige protestsange, følger et hold gravrøvere på skattejagt i ”Isis” og møder det meste af menageriet fra en Josef Conrad roman i ”Black Diamond Bay”. Vi når også et smut forbi Mozambique, Durango og New Yorks gangster(under)verden. Kun den afsluttende sang ”Sara” til Dylans kone (som han kort efter bliver skilt fra) lægger sig i sporet med de personlige kærlighedssange fra den foregående plade.

”Desire” inspirerer også Dylan til endnu et projekt, for han tager hele bandet med på en omfattende turne rundt i USA i det følgende år. Den legendariske ”Rolling Thunder Revue”, hvor Dylan aften efter aften præsenterede en skøn og excentrisk blanding af teater, cirkus og rockkoncert. En turne som allerede dengang blev foreviget i den glimrende (men alt for korte) liveplade ”Hard Rain”, og som der siden er kommet flere gode liveudgivelser fra. Martin Scorseses Netflix dokumentar ”Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story” kan også anbefales – du skal bare ikke tro på alt, du hører (men det skal man på den anden side aldrig!)

Vi er nu over halvvejs færdige med denne sidste udgave af MÅNESKIVEN, og tager et gevaldigt spring frem i tiden i næste måned – så glæd dig til næste MÅNESKIVE.

Efter en travl sommer med mange koncerter og en velfortjent sommerferie, er der endnu en koncert på vej.

Det bliver den 3. september på Blågårds Apotek – det er faktisk første gang i 9 år (!!!) jeg spiller en koncert der.

Det er sommerferie, men altid plads til en MÅNESKIVE, og nu er vi fremme ved 1975, hvor Dylan udgiver ”Blood in the Tracks”, en plade som på mange måder er helt på niveau med mesterværkerne fra 60’erne.

Start-70’erne havde ellers indtil nu været en ret forvirret tid for Dylan. Han blev ved med at udgive plader, men de ramte bare ikke helt plet.

Den nærmest skizofrene dobbelt-LP ”Self Portrait” fra 1970 fortsatte stilen fra ”Nashville Skyline”, men med dårligere sange og mærkelige covernumre. ”New Morning” fra samme år var også en spøjs plade, men som i det mindste havde et par gode nye sange.

Dylans soundtrack til westernfilmen ”Pat Garret & Billy the Kid” (1973) indeholdt godt nok ”Knocking on Heavens Door” (som jo ellers senere er blevet lidt af en evergreen), men mystisk gemt væk på side 2 i en alt for kort udgave, lidt som om ingen rigtigt troede på sangen – og endelig bød det længe ventede samarbejde med The Band på pladerne ”Planet Waves” og ”Before the Flood” (den sidste er en liveplade) ikke rigtigt på den magi alle ventede på.

Men det gjorde til gengæld ”Blood on the Tracks”, som for mange fans genfødte deres tro på Dylan som vigtig kunstner. Her havde Dylan nemlig en virkelig stærk og meget personlig håndfuld nye sange. Sange om kærlighed, parforhold og utroskab – nok baseret på hans eget liv og ægteskab (hvilket han selv flere gange har benægtet).

Historien om pladen er ret sjov. Numrene blev nemlig først indspillet helt spartansk under ledelse af den legendariske Phil Ramone, og den skrabede lyd med fokus på Dylans guitar og mundharpe passede godt til disse rå og ærlige sange. Men så skiftede Dylan mening og indspillede halvdelen af pladen igen med et band fra hans hjemby og ændrede også en del i teksterne, så de blev mindre direkte (sange som før handlede om ”you” og ”me” blev til sange om ”him” og ”her”.)

Heldigvis kan du finde alle de oprindelige optagelser i box-sættet: ”More Blood, More Tracks” som kom i 2018.

Men pladen fungerer fantastisk i begge udgaver, og er på sammen tid behagelig og fuld af gode melodier, men også dyb og følsom.

Og vi er slet ikke færdig med gode plader fra midt-70’erne, så glæd dig til næste MÅNESKIVE