Kategori: Nyheder

Så er vi nået til årets sidste MÅNESKIVE, og meget passende slutter vi af i det nostalgiske hjørne, for Cæsars ”Pelle Haleløs” fra 1978 er den første vinylplade, jeg overhovedet kan huske. Alene det at indrømme at man havde en pladespiller på sit børneværelse afslører en del om ens alder, men jeg havde altså en fin lille pladesamling med ”Den glade løve”, ”Dyrene i Hakkebakkeskoven” og så den her plade.

Folkesangeren Cæsar havde samlet et stærkt hold af nogle at slut-70’ernes store navne på musikscenen (Erik Grib, Poul Dissing osv.) og Kirsten Holst og Finn Ziegler stod for tekst og musik. Per Arnoldi havde lavet pladecoveret (som nok ikke har taget lang tid for ham!), og pladen kombinerer de små historier om katten Pelle, men nogle ret fede og funky sange, hvor især Poul Dissings ”Skibskattens sang” står stærkt.

Med moderne ører er det stadig meget charmerende, men også en anelse primitivt optaget og produceret. Det er ret tydeligt at rollerne spilles af musikere frem for skuespillere (Marie Stenz er undtagelsen) og selve fortællingen virker ret fragmenteret – ja nærmest usammenhængende – men musikken holder altså ret godt.

Jeg kom til at tænke på pladen, i forbindelse med Poul Dissings nylige død, og fandt den antikvarisk, så jeg kunne spille den for min datter. Sjovt at høre en plade igen efter så mange år og opdage, at man stadig kan synge med på stort set alle sangene. Det er også lykkedes mig at komme i kontakt med flere af de medvirkende (som stadig er i live), og har blandt andet fundet ud af, at der, efter pladen var blevet udgivet, opstod tvivl om rettighederne (Pelle Haleløs er en svensk opfindelse). Pladen måtte derfor ikke genoptrykkes og gik alt for hurtigt i glemmebogen.

Årets julegave fra UNDER MÅNEN er min udgave af pladens afslutningsnummer ”Snevejrssang” i en hyggelig juleversion. Jeg har altid elsket den lille sang og undret mig over, at alle andre ikke kender den – så nu får I chancen. Find den her på FB eller på undermånen.dk

God jul og glæd dig så til næste års MÅNESKIVER. 

Her er så årets julegave fra UNDER MÅNEN: ”Snevejrssang”.

Den er oprindeligt fra børnepladen ”Pelle Haleløs” fra 1978 (meget mere om denne plade i morgen) med tekst af Kirsten Holst og musik af Finn Ziegler baseret på en svensk børnebog.

En fin lille vintersang, som her er blevet ”julet” lidt op med fuld bjældeklang og en video med snevejr, katte og en musikalsk nisse (tydeligvis en af ”Tinka”-slagsen). Da den oprindelige sang er UTROLIG kort, har jeg tilføjet et lille instrumentalt mellemspil, så sangen nu kun er RET kort. Nora og Louise har hjulpet til med kor.

God jul fra UNDER MÅNEN

Julen er over os igen og så skal UNDER MÅNENS julesang “Nu er det jul” da pudses af igen.

Sangen blev skrevet for efterhånden mange år siden og var et forsøg på at skrive sådan en lidt elegant bossa/jazz-jule-ting med et glimt i øjet – om det lykkes må være op til jer.

Sangen fik sin debut ved UNDER MÅNENS akustiske “julekoncert” på Esrom Kroen i 2016 som en duet med Amalie Johansen og nåede at blive spillet en del gange forskellige steder, før jeg endelig fik taget mig sammen til at indspille den i 2020.

Denne udgave er med mig på vokal og min kone Louise og min datter Nora på kor. Den fik også en lille hyggelig video med en masse julepynt (meget af det lavet af Nora).

Til sidst er det bare at sige at den også ligger på Instagram med en anden video – og på diverse streamingtjenester. Del den meget gerne med alle du kender og hjælp denne lille (og efterhånden ret gamle) sang med at nå ud i verden!

Stuekoncerter blev et populært fænomen under Corona og er en enorm fed måde at opleve musik helt tæt på. I lørdags spillede jeg en lille stuekoncert til et privat arrangement i Ølstykke. Det var en dejlig oplevelse med et venligt og engageret publikum. Som altid bød koncerten på smukke akustiske numre, dansksprogede sange, banjo og krøllede historier. Der blev igen plads til nogle nye numre på setlisten og sange fra arkivet – blandt andet nummeret “Under månen” (en slags signatursang), som blev spillet for første gang i mange år.

1. Ouverture (Uden et ord)
2. Hungerfugl (Uden et ord)
3. Rejsekort (uudgivet)
4. Val de Loire (Petitesser) DEBUT
5. Byen ved vandet (uudgivet)
6. Mr. Morgan (single) BANJO
7. Vindhejren (Uden et ord) BANJO
8. Under månen (uudgivet) BANJO
9. Black Cat Blues (uudgivet)
10. Sommerhymne (uudgivet) DEBUT
11. Langt fra og tæt på (uudgivet)
12. Aftenstjerne (Uden et ord)
13. Vejen til vejs ende (uudgivet) DEBUT

Et helt nyt nummer med UNDER MÅNEN, som samtidigt også er starten på en helt ny musikalsk serie (her over et år efter at UDEN ET ORD-serien blev afsluttet).

Den nye serie har fået navnet PETITESSER, for vi befinder os i ”småtingsafdelingen”. Altså korte numre, som i løbet af ingen tid sætter en stemning, fortæller en historie og afprøver en eller flere musikalske ideer. En slags musikalsk energibar.

”Val de Loire” er første nummer i serien og et kort instrumentalnummer i barokstil – der er lidt cembalo over den akustiske guitars lyd. Et tema i E-mol spilles to gange, før en lille bro fører frem til afslutningen i E-dur. En meget brugt manøvre i klassisk musik. Nummeret er spillet på min trofaste gamle Lowden F22 i standard tuning.

Nummeret er opkaldt efter den dal i Frankrig, hvor de franske konger holdt til og videoen er meget passende optaget på et gammelt kongeslot i dalen.

Glæd dig til flere PETITESSER i den kommende tid…

Jeg har glædet mig meget til at præsentere denne måneds MÅNESKIVE, for det er en kunstner som fortjener en langt større udbredelse, og som i min optik nok er den mest interessante nye kunster i de sidste 20 år.

Joanna Newsom er en amerikansk sangerinde, sangskriver og harpist (altså en der spiller harpe), og hende skal du kende! På 18 år har hun udgivet kun 4 plader, og jeg kunne sådan set have valgt en hvilken som helst af dem. Fra den skæve indiedebutplade ”The Milk-Eyed Mender” fra 2004 til den voldsomt ambitiøse tredobelte ”Have One On Me” fra 2010 (med 18 numre hvoraf 14 af dem er over 6 minutter lange) eller den vidunderligt smukke ”Divers” fra 2015 (som nok er den mest tilgængelige rent musikalsk).

Men jeg endte med ”Ys” (udtales EESS) fra 2006, som er optaget af Steve Albini (kendt fra blandt andet The Pixies), mixet af Jim O’Rourke (kendt fra Sonic Youth) og byder på vilde arrangementer fra Van Dyke Parks (som også var inde over The Beach Boys ”Pet Sounds) – altså lutter legender!

På typisk Joanna Newsom-maner indeholder den fem lange ordrige numre, som blander harpespil med nærmest klassisk orkesterarrangementer, mens det ”folkede” hele tiden spøger i kullisen med banjo, harmonika og mandolin. Der er et vildt litterært niveau i teksterne, som er tydeligt inspireret af blandt andet Nabokov og Joyce– tekster som nærmest er små noveller i sig selv (for eksempel den knap 10 minutter lange dyrefabel ”Monkey and Bear”). Det er storslået, vovet og helt unikt i musikverden i dag.

Det er ikke en nemt tilgængelig plade hverken rent musikalsk eller rent praktisk, for hendes musik er ikke på streamingtjenester, og hun har heller ikke nogen hjemmeside eller profil på sociale medier – så det er svært at vide, hvad hun egentligt går og laver – det er 7 år siden seneste plade, men måske sker der noget en dag!

Men giv hende en chance (hvis du ellers kan finde hendes musik) og start med ”Divers”, hvis ”Ys” er for mærkelig.

Og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE
🌙

Jeg er i gang med et udgive de gamle UDEN ET ORD videoer i Instagrams “Reel”-format, så tjek min Instagramprofil for at se dem på en ny måde. Det ændrer faktisk udtrykket på de fleste af dem at gå fra det traditionelle “vandrette” videoformat til de nu ret hypede “lodrette” format.

Og så er der faktisk også ny musik på vej inden så længe!

Denne måneds MÅNESKIVE er faktisk ret ny (hvilket er en sjældenhed) og betyder noget helt særligt for mig.

”The Harrow and the Harvest” fra 2011 er 5. plade med den fantastiske amerikanske sangerinde og sangskriver Gillian Welch. Hun har sammen med sin faste musikalske partner David Rawlings drypvis udgivet plader igennem de sidste 30 år. Der kan gå op til en 8-9 år mellem, der kommer noget nyt fra dem, men til gengæld er alt, hvad de har udgivet af allerhøjeste kvalitet. Umiddelbart lyder det måske som simpel Americana med et tydeligt udgangspunkt i den klassiske bluegrass, men det fede ved duens plader er, at der gemmer sig utroligt meget under overfladen, som først kommer frem efter mange lytninger. Små referencer til gamle folkesange, klassisk litteratur og amerikansk kultur generelt.

”The Harrow and the Harvest” er lyden af to stemmer, to guitarer og en smule banjo, men optaget fuldstændigt mageløst godt og noget nær den ultimative plade at høre på vinyl. Det lyder nærmest som om, de står i din stue og spiller for dig. Til indspilningen fik de bygget deres eget studie, som en nøjagtig kopi af det legendariske RCA-studie B i Nashville helt ned til samme mønster på gulvet, og det er den form for fokus på detaljen, som gennemsyrer hele deres musikalske produktion. Da de senere begyndte at udsende deres bagkatalog på vinyl, købte de også selv alt udstyret til dette, da de ikke var helt tilfredse med de gængse vinyltrykkerier.

Pladen betyder noget særligt for mig, da den udkom lige op til min datter Nora blev født, og jeg sammen med min højgravide kone var til koncert med Gillian og Dave kun er par uger før fødslen. Koncerten var i det Kongelige Teater og på en eller anden vanvittig måde var det lykkedes mig at få de to bedste pladser på forreste række – så det føltes som om, hele koncerten blev sunget kun til os tre.

Månedens video på undermånen.dk er ”Mr. Morgan”, som også byder på banjo og slet skjulte referencer.

Og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Efteråret er på vej, og MÅNESKIVEN er på pletten og handler denne gang om jazz!

Wes Montgomery var en fantastisk amerikansk jazzguitarist, som udgave en stribe fede jazzplader i start 60’erne. Egentligt kunne jeg have valgt en hvilken som helst af hans tidlige plader på ”Riverside” pladeselskabet, men det blev den allerførste ”The Wes Montgomery Trio” fra 1959, som blev månedens MÅNESKIVE. En skøn plade med Montgomerys smukke versioner af jazzklassikere som ”Round Midnight” og ”Satin Doll” plus et par af hans egne kompositioner (som så er blevet jazzklassikere siden).

Wes Montgomery er på mange måder ”jazzguitaristen over dem alle”, for hans måde at spille på har dannet skole for en hel stribe jazzguitarister helt op til i dag – især hans brug af oktaver i forbindelse med soloer er helt karakteristisk, men også hans ret besynderlige teknik med kun at bruge sin tommelfinger på højre hånd til at plukke strengene med er helt unik. Men inden det bliver alt for guitarnørdet, kan det jo bare sammenfattes til han spillede vildt lækkert, altid behersket og cool, opfandt en mængde nye tekniker, og havde en ydmyg og respektfuld tilgang til både melodierne og de musikere, han spillede sammen med.

Montgomerys karriere gik desværre lidt i den gale retning, for efter hans skiftede til et større pladeselskab blev han presset til at indspille plader med covernumre (f.eks. The Beatles) og ofte med et stort symfoniorkester i baggrunden og endte altså ret langt fra udgangspunktet. Han døde af et hjernetilfælde i 1968 i en alder af 45 år. Som så mange andre jazzlegender som resultat af et hårdt turneliv på landevejene.

UNDER MÅNEN spiller jo egentligt ikke jazz, men alligevel har Wes Montgomerys lyd altid været en del af paletten, især når vi snakker soloer og improvisation. Månedens video er ”Blå fornemmelse”, som er det mest jazzede, jeg indtil nu har præsteret og hvor grundmelodien spilles med klassiske ”Wes-oktaver”.

Og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

En travl start på august med et-årsdag for udgivelsen af UDEN ET ORD og ny musik (og video) med UNDER MÅNEN – men ingen måned uden MÅNESKIVEN.

Berømmelse er noget mærkeligt noget, for hvor alle kender The Beatles, Rolling Stones og Led Zeppelin er det de færreste, som husker ”The Incredible String Band”, som ellers var en enorm inspirationskilde for de tre førnævnte. De er gået helt i glemmebogen, selv om de udgav nogle af de vildeste, skøreste og mest nyskabende plader i slut 60’erne.

Gruppen bestod af de to sangskrivere og multiinstrumentalister Robin Williamson og Mike Heron, og deres hovedværk er uden tvivl ”The Hangmans Beautifull Daughter” fra 1968. Men denne måneds MÅNESKIVE er den efterfølgende dobbelt-lp ”Wee Tam and the Big Huge” fra 1969, som for mig er den ultimative hippie-plade, og højdepunktet i deres karriere.

Det er en plade, som har det hele: sitar og fløjter (Robin og Mike spiller på 23 forskellige instrumenter på pladen), syrede tekster, det korteste nummer er på 16 sekunder, det længste nummer er på knap 10 minutter, og der er et nummer, hvor Hitler og Jesus bliver nævnt i samme sætning! Kort sagt alt det man forventer af en plade fra den tid. Men det er også en plade som vokser, hver gang man lytter til den – og ja, det er både fjollet og lettere naivt til tider (coveret siger næsten alt), men er blomstrede skjorter, perlekæder og sange om fred ikke lige det verden mangler lige nu?

For UNDER MÅNEN har de især været en inspiration i måden, de skaber lydbilleder og stemninger ud af ret få elementer, ofte er der kun tre/fire instrumenter på hvert nummer, som til gengæld lige spiller det HELT rigtige. Men også i måden de aldrig var bange for at bruge utraditionelle instrumenter i rockmusik – for mange år siden begyndte jeg selv at spille fløjte netop inspireret af Robin Williamsons fløjtespil på denne plade.

Månedens video er ”Kold krig”, hvor fløjten også har sneget sig ind hen mod slutningen.

Og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.