Kategori: Nyheder

I sidste måned præsterede jeg at anbefale en plade, som kun var tre år gammel og i denne måned, slår jeg alle rekorder i aktualitet med en plade som kun er tre uger gammel. MÅNESKIVEN er aktuel som aldrig før!

Paul Simon behøver næppe den store introduktion. Han slog allerede sit navn fast i 60’erne hvor han sammen med Art Garfunkel udgav en række plader fyldt med iørefaldende pop-sange som ”Simon & Garfunkel”. ”Sound og Silence”, ”Bridge Over Trouble Water” er evergreens, som alle kender

I de næste tre årtier udgav han solo-plader, som bød på mindst lige så mange hits. Han har altid flirtet med forskellige genrer og især i 80’erne lavede han spændende plader, som fusionerede poppen med verdensmusikken – det kom der blandt andet storhittet ”You Can Call Me Al” ud af.

Men for et par år siden annoncerede den i dag 81 årige Simon, at nu trak han sig tilbage både fra at turnere og udgive musik, og det løfte holdt han indtil for nyligt, hvor der lidt ud af det blå udkom en spændende ny plade – og den er naturligvis månedens MÅNESKIVE.

”Seven Psalms” er en ret særlig plade – syv numre som kører ud i et og med Simons slidte men stadig smukke stemme og lækre guitarspil helt i front. Den minder ikke rigtigt om noget andet, han har lavet og har derfor også splittet selv hans mest hardcore fans. Sangene er smukke og velproducerede, med uden de lette og iørefaldende hit-melodier, som han ellers har været garant for hele sin karriere. Der er noget meditativt og meget modent over sangene, med tekster som kredser om livet, døden, religion og de store ting som fylder i verden i dag (Corona får også lige en hilsen med).

Ifølge Simon er det meste kommet til han i drømme, og pladen følges op med en dokumentarfilm, som fortæller hele historien om den besynderlige tilblivelsesproces.

Det er en plade, man skal sætte sig og lytte til (eventuelt med et godt glas rødvin) og for hver gang dukker nye detaljer op. En varm anbefaling herfra og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Vejret var perfekt og omgivelserne utroligt smukke, da UNDER MÅNEN spillede havekoncert ved et privat arrangement i en kolonihave i København.

Koncerten bød både på gamle kendinge og nyt materiale – blandt andet det netop udgivne PETITESSER nummer “Gøgleri” – som blev spillet live for første gang i tyve år!

1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
2. Hungerfugl (fra UDEN ET ORD)
3. Gøgleri (fra PETITESSER)
4. Yndig og frydefuld sommertid (cover) DEBUT
5. Walking (cover) DEBUT
6. Val de Loire (fra PETITESSER)
7. Anji (cover) DEBUT
8. Sommerhymne (uudgivet)
9. Havbund (uudgivet) DEBUT
10. House Carpenter (cover) DEBUT
11. Vejen til vejs ende (uudgivet)
12. Kold krig (single)
13. Uden et ord (fra UDEN ET ORD)
15. Black Cat Blues (uudgivet)
16. Greensleves (cover) DEBUT

Som lovet kommer her anden del af den musikalske serie PETITESSER. Et relativt fjollet lille nummer men med en sjov baggrundshistorie.

For efterhånden mange år siden optrådte jeg sammen med en gøgler-duo, som rejste landet rundt med et lille show med små sjove numre. Vi optrådte på kræmmermarkeder, i private hjem, på Bakken, på Læsø, i Parken, på Roskilde Festival og mange andre mærkelige steder.

Min opgave var at spille musik til showet, og til et lille tryllenummer var oplægget, at jeg skulle spille noget klassisk musik. Jeg havde bare ikke lige et ”rigtigt” klassisk nummer klar, så skrev i al hast et lille pseudo-klassisk musiknummer, som mest bare satte en række ”klassisk musik”-klicheer sammen i en nogenlunde fornuftig rækkefølge, og på en måde så jeg kunne spille det i forholdsvis lang tid, hvis nu tryllenummeret trak ud (og det gjorde det tit). Dengang fik den titlen ”Trylle-musik”.

Nummeret fungerede fint og blev spillet MANGE gange alle mulige steder. Det stolteste øjeblik var til en stor gøgler-festival i Tyskland, hvor en nobel ældre dame dukkede op efter showet for at få at vide hvilken klassisk komponist, som mon havde komponeret det fine musikstykke. Det var jeg ret stolt af dengang!

Så gik der omkring tyve år, hvor jeg ikke spillede nummeret en eneste gang – men forleden dukkede det pludseligt op i tankerne igen og til min store overraskelse, kunne jeg stadig spille det ret godt. Så her er et lille stykke ”trylle-musik” (nu med ny titel) og en tilpas fjollet video.

Og glæd dig så til næste omgang PETITESSER!

Denne måneds MÅNESKIVE er noget så sjældent som en (næsten) helt ny udgivelse – for Adrianne Lenkers brillante dobbelt-lp ”Songs” og ”Instrumentals” udkom for kun tre år siden og er derfor en rekord i MÅNESKIVE-regi (som, uden det egentligt er intentionen, har det med mest at omhandle plader med en 40-50 år på bagen). I øvrigt passer pladen også godt ind i temaet med seje kvindelige kunstnere, som jeg startede i januar og faktisk lidt har glemt igen (selvom den unge Neil Youngs lyse stemme er lidt derhenne).

Selvom undersøgelser efter sigende har vist, at de fleste mennesker stopper med at høre ny musik ved omkring 35 års alderen (og undertegnede for længst har rundet den grænse), så prøver jeg stadig aktivt at opsøge ny musik og nye kunstnere – og prøver også at lade være med automatisk at synes, alt ny musik er forfærdeligt (selvom den som regel er det).

Adrianne Lenker er bestemt et bekendtskab værd. Hun er en ung amerikansk sangerinde, sangskriver og guitarist og mest kendt som medlem af den glimrende rockgruppe Big Thief. I 2020 lukkede verden ned med Corona, og hvor jeg selv brugte tiden på at indspille min debutplade UDEN ET ORD i mit sommerhus – flyttede Adrianne ud i en hytte i en skov i Massachusetts med primitivt analogt optageudstyr og indspillede helt alene en plade med personlige og meget smukke sange + endnu en plade med to meget lange og nærmest meditative instrumentalnumre.

Det er en plade (eller to plader?), som varm kan anbefales – der er en direkte forbindelse tilbage til Joni Mitchell og Blue (se MÅNESKIVEN fra januar) i Adriannes sange om hjertesorg og smerte, og den indeholder samtidigt noget af det mest opfindsomme og inspirerende akustisk guitarspil, jeg længe har hørt. Det er sin kunst at indspille en hel plade kun med vokal og akustisk guitar og gøre den afvekslende og nuanceret.

Giv den et lyt – i modsætning til flere af de tidligere MÅNESKIVER er det her en plade, du burde kunne finde hos din lokal vinylbutik til fornuftige penge.

FLASHBACK er navnet på en ny lille serie på Instagram med billeder og videoer fra UNDER MÅNENS arkiv. 

Det er nu syv år siden UNDER MÅNEN startede og meget er sket i den tid. Derfor vil jeg fra tid til anden post ting fra arkivet, som dokumenterer den musikalske rejse, jeg har været på.

Første billede er tilbage fra 2010 (altså længe før der var noget, som hed UNDER MÅNEN), og viser en yngre udgave af mig med min allerførste banjo – og banjoen har jo siden vist sig at være en integreret del af UNDER MÅNENS lyd.

Følg med på Instagram og få flere FLASHBACKS.

Det er på et hængende hår, at der når at komme en MÅNESKIVE i april. Men her er den, og det må siges at være lidt af en klassiker – i hvert fald noget helt andet en de obskure og nørdede plader, som eller har det med at dukke op her.

Neil Youngs ”Harvest” fra 1972 er uden sammenligning den mest kendte Neil Young plade – den som folk, som ellers ikke kender hans musik alligevel kender. Den med ”Heart of Gold”, og en plade som gjorde Neil ”mainstream” – noget han så siden har brugt mange kræfter på slippe væk fra igen.

For mig er pladen noget helt særligt, fordi den er et af de tidligste og tydeligste musikalske minder, jeg har. Jeg havde nemlig fået mit første stereoanlæg (ja, det havde man engang). Det var en forholdsvis stor kasse med dobbelt kassetteafspiller (et must når man optog og kopierede musik), cd-afspiller (som var nyt og eksotisk) og så øverst oppe en pladespiller – sådan en havde jeg aldrig haft før, og jeg ejede ingen plader.

Derfor gik jeg på plyndringstogt i min fars pladesamling for at finde noget, jeg kunne afprøve min pladespiller på – og det blev så ”Harvest”. Nok på grund af det lækre cover med den sejt svungne skrift, teksturen i det cremefarvede pap og det fantastiske billede på bagsiden, hvor Neil står med sit band og spiller i en gammeldags lade. Alt omkring pladen virkede cool og usædvanligt – for på dette her tidspunkt i 90’erne var nye vinylplader et tarveligt discountprodukt, hvor der bestemt ikke blev brugt penge på sådanne lækkerier.

Og så var der jo også musikken – husker helt tydeligt oplevelsen af at høre ”Out on the Weekend” for første gang. Det tunge trommebeat – den akustiske guitar, mundharmonika som går i gang og Neil skøre lyse stemme. Jeg var solgt på stedet og resten er historie. Jeg har fulgt Neil lige siden, også selvom de sidste tyve år mildt sagt har været noget svingende for ham.

Det er en plade jeg altid kommer tilbage til og kender du den ikke så lyt til den nu – og glæd dig så til mere MÅNESKIVE (til tiden).

Denne udgave af MÅNESKIVEN er en sørgelig omgang, for det er en af de talrige historier om en talentfuld musiker, som havde sit at kæmpe med og derfor forsvandt alt for tidligt.

Nick Drake nåede i sit korte liv at udgive tre plader, som heldigvis alle er ret fantastiske. Drake stemte sin guitar som ingen anden og havde nærmest en ny måde at stemme guitaren på til hvert nummer. Denne helt særlige tilgang til at spille guitar gav hans numre en helt særlig klang langt væk fra klassiske akkorder og riffs, og kombineret med Drakes lyse og sjælfulde stemme var han en unik kunstner, som kunne være nået langt.

Hans første plade ”Five Leaves Left” fra 1969 er også fuld af energi og kreativitet. En musiker der har noget at bevise. Men denne måneds MÅNESKIVE er dog hans anden plade ”Bryter Layter” fra 1970, som er hans klart mest ambitiøse værk. Fantastiske numre, overdådige stryger-arrangementer, gospelkor og Richard Thompson på guitar – det hele går op i en højere mening – lige fra de små instrumentalstykker, som åbner hver side på vinylen til det vanvittigt smukke afslutningsnummer ”Northern Sky”. Det er en plade, du skal unde dig selv at lytte til!

Desværre kørte det hele bare ikke rigtigt for Nick Drake. På trods af fremragende plader kom gennembruddet ikke rigtigt og den indadvendte Drake kæmpede med generthed, depression og manglende tro på egne evner. Han opgav hurtigt at spille koncerter pga. sin nervøsitet (de mange forskellige guitarstemninger hjalp ikke, for det betød, han skulle bruge tid på at stemme rundt på guitaren stort set hele tiden og dengang var der ikke elektroniske pedaler, som kunne hjælpe med dette), og trak sig mere og mere ind i sig selv.

Det blev til en sidste plade ”Pink Moon” fra 1972 før han alt for tidlige døde, som 26 årig af en overdosis sovepiller (stadig uvist om det var en ulykke eller med vilje), og den spartanske ”Pink Moon” er smuk og forfærdelig på samme tid.

Nick Drake er værd at kende, og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE

MÅNESKIVEN fortsætter 2023 med stærke og dygtige kvindelige musikere – denne gang endda en forholdsvis ny plade.

Sarah Jarosz er en utrolig dygtig amerikansk sangerinde, som har udgivet en stribe plader, som alle kan anbefales. Hun startede i det meget bluegrassede, men har siden bevæget sig mere over i det poppede, uden der er gået totalt Taylor Swift i det…

Hun kan lidt det hele: synger vanvittigt godt, skriver virkelig gode sange og spiller også selv ekvilibristisk på det fleste strengeinstrumenter.

”Build Me Up From Bones” er fra 2013 og en helt igennem god plade. Stærke sange (hun har helt sikkert også hørt en del Joni Michelle apropos sidste måneds MÅNESKIVE) og indeholder endda et fedt cover at en Joanna Newsom sang (se MÅNESKIVEN fra november). Det hele er mageløst lækkert produceret af Gary Paczosa, som er ham, som også producerer plader med Allison Kraus og Union Station, og som er lidt af en ekspert i at få det ”folkede” og det ”poppede” til at mødes i en perfekt blanding. Kunne jeg frit vælge en producer til min næste plade, skulle det uden tvivl være Gary!

Ud over soloplader spille Sarah også i den fine trio ”Im With Her” sammen med Aoife O’Donovan og Sara Watkins – to ligeledes virkeligt dygtige kvindelige kunstnere. Deres plade ”See You Around” fra 2018 kan også anbefales på det varmeste.

Sarah fortjener et meget større publikum, så give hende et lyt, og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE

Vi starter året med en rigtig klassiker. Egentligt ikke en plade, der behøver den store anbefaling, for den er kendt af mange – i hvert fald en man BØR kende.

Joni Michells ”Blue” fra 1971 er gået over i musikhistorien som en helt igennem mageløse god plade fra en af de største kunstnere. Historien er fortalt mange gange før – Joni er ulykkelig forelsket og for at komme lidt væk, rejser hun til en lille græsk ø, hvor hun skriver en håndfuld meget personlige sange. En af pladens særkender er, at hun spiller flere af numrene på en nyindkøbt dulcimer (et lille transportabelt strengeinstrument), som nemt kunne tages med på rejsen, og kombinationen af den sparsomme instrumentering, de dybe tekster og pladens unikke stemning er flere gang blevet efterlignet, men aldrig overgået. Flere numre på pladen er blevet regulære evergreens, men pladen fungerer stadig allerbedst hørt som et samlet værk fra start til slut.

For Joni blev pladen faktisk enden på den første fase i hendes karriere (med smukke akustiske sange i klassisk singer/songwriterstil), som var startet med debutpladen ”Song for a Seagull” fra 1968. På de efterfølgende plader dyrkede hun en meget mere rocket-stil, før hun sank dybt ned i jazzen og helt frem til i dag har afsøgt alle musikkens afkroge. Sjovt nok blev dulcimeren kun brugt på ”Blue” og dukkede aldrig mere op på Mitchells plader, selvom om hun stadig den dag i dag nok er hovedgrunden til, folk anskaffer sig sådan en.

For mig er ”Blue” mere end alt andet en ”vinterplade”. Måske er det den kølige blå tone på coveret eller den fantastiske ”River” (som er en slags julesang på en måde) eller måske bare fordi, jeg første gang købte pladen i hedengangne StereoStudio på gågaden i Ålborg en vinterdag for meget længe siden og lyttede til den i snestorm hele vejen hjem. Dengang selvfølgelig på CD – men det er altså en af de plader, som bare lyder så meget bedre på vinyl.

Så er vi i gang med endnu en omgang MÅNESKIVEN – håber du gider være med!

UNDER MÅNEN ønsker godt nytår og ser tilbage på et år fuld af musik.

2022 bød på rekordmange koncerter, hvor størstedelen af numrene fra debutpladen UDEN ET ORD fik deres livedebut.

Fire nye numre er blevet udgivet – fra den jazzede “Blå fornemmelse” i marts, som blev fulgt op af mit længste nummer til dato “Kold krig” i august. I november kom “Val de Loire” – første nummer i en ny musikalsk serie med ultrakorte instrumentalnumre, og endelig sluttede året af med “Snevejrssang” en lille hyggelig julegave.

Hver måned udkom også MÅNESKIVEN en vinylanbefaling fra musikkens mere obskure afkroge.

2023 kommer til at byde på mere ny musik, endnu flere koncerter og meget mere MÅNESKIVE.

GODT NYTÅR 🌙