Oktobers MÅNESKIVE viser, at der tit kommer noget fantastisk ud af at kombinere to i forvejen gode ting.
”The Queen of Hearts” udkom i 2017 med gruppen OFFA REX.

Bag bandnavnet (som også er navnet på en engelsk sagnkonge fra 700-tallet) gemmer sig et samarbejde mellem den utroligt dygtige engelske sangerinde Olivia Chaney og den amerikanske folk-rock-gruppe The Decemberists. Begge etablerede navne med solide udgivelser bag sig.

The Decemberists er et af de mest interessante nyere amerikanske bands, som for alvor brød igennem med pladen ”The Crane Wife” i 2007. Også deres meget ambitiøse ”rock-opera” eller ”musikfortælling” ”The Hazards of Love” fra 2009 og den mere akustiske ”middle of the road” tilgængelige ”The King is Dead” fra 2011 er værd at anbefale. Alle tre plader hvor det var tydeligt, at bandet havde et bankende hjerte for den traditionelle engelske folkemusik, og derfor gav det også god mening, at de gik sammen med Chaney, som er et af de helt store nye navne på den engelske folk-scene.
Ideen var at indspille en håndfuld både kendte og mere ukendte engelske folkesange i en folk-rocket stil tydeligt inspireret af 70’er grupper som Fairport Convention og Steely Span – og det slipper de utroligt godt fra.
Det går fra det helt stille og sarte – f.eks. den utroligt smukke ”The Old Churchyard” – til det nærmest heavyrockede på ”Sheepcrook and Black Dog”. Chaney synger på otte af numrene, mens Decemberists forsangeren Colin Meloy synger på to (blandt andet den ret fantastiske ”Blackleg Miner”, som handler om en minestrejke i 1844). Pladen viser på en ret fin måde, at man godt både kan respektere folkesangenes originale udtryk og samtidigt modernisere dem uden at øve vold på dem. Olivia Chaney synger blændende, og The Decemberists viser hvor dygtigt og afvekslende et band, de er.
Desværre er det indtil videre den eneste plade, der er kommet under OFFA REX-navnet – men giv den en chance, den er virkelig god!

Og glæd dig så til næste udgave af MÅNESKIVEN.

I dag får den norske forfatter Jon Fosse meget fortjent nobelprisen i litteratur. Han skriver nogle helt særlige bøger, som er både besynderlige, fængslende og vidunderligt smukke på samme tid. Han sætter ikke mange punktummer, og at læse en af hans bøger er derfor en helt særlig oplevelse.

Tilbage i 2015 læste jeg hans lille ”Andvake-trilogi” bestående af bøgerne Andvake, Olavs drømme og Kvelsvævd og blev enormt facineret af de tre ret korte bøger. Det endte med, jeg skrev en sang baseret på historien i bøgerne. Ideen var ret simpel første bog blev til første vers, anden bog til andet vers osv. Den fik titlen ”Gennem stormen”, fordi første bog starter med, at de to unge hovedpersoner Asle og Alida ankommer til byen Bjørgvin efter at have sejlet gennem en slem storm. Stormen viser sig kun at være starten på deres trængsler.

Det er en sang, jeg har spillet mange gange i forskellige udgaver (første gang ved UNDER MÅNENS debutkoncert i 2016), men endnu aldrig fået indspillet rigtigt. Men for at fejre Jon Fosses nobelpris få i den her i en liveudgave fra Kulturnatten 2018. Jeg har Misja Toldam med på cello og Anders Raabo med på mandolin og kor.

Under “Billeder/video” kan du faktisk høre en helt anden udgave af den fra dengang UNDER MÅNEN var et rockband.

Næste koncert med UNDER MÅNEN er den 2. november på Frederiksberg. Her spiller jeg opvarmning for min gamle ven Nicklas Burman, som spiller numre fra hans solo-debut-plade “Celle Nr. 5” fra 2011.

Jeg var så heldig at få lov til at spille med på pladen, og Nicklas har samlet sit gamle band “Det Tørre Beat” til lejligheden, og jeg er endnu engang med på banjo og lap steel.

Læs mere om Nicklas her: http://nicklasburman.dk/

Koncerten finder steder på Metronomen, Godthåbsvej 33 og starter klokken 20. Der er fri adgang, så kig forbi!

Endnu engang kommer MÅNESKIVEN i absolut sidste øjeblik, men vi er også helt nede i musikkens grundstof denne gang.

23. november 1936 ankommer den 25-årige Robert Johnson til et hotel i San Antonio, Texas. På værelse 414 bliver der med primitivt udstyr optaget 16 bluesnumre over de næste 3 dage. Året efter optager han endnu en håndfuld sange – denne gang i noget der minder om et pladestudie. Året efter dør Johnson.

Alt dette er egentligt ikke så usædvanligt – der var hundredvis af musikere som ham – men i 1961 (altså 23 år efter hans død) udkommer pladen ”The King of Delta Blues Singers”, med optagelserne – som mirakuløst har overlevet. Det blev en plade som ændrer musikhistorien, og derfor er den denne måneds MÅNESKIVE.

Den blev nemlig hørt af store navne som blandt andet Bob Dylan og Eric Clapton – og Johnson blev lynhurtigt en legende og en kæmpe inspirationskilde. At han ligefrem skulle have opfundet ”the blues” er noget vrøvl, men noget han uden tvivl var en af de første til at forstå, var at det ikke bare handler om at synge og spille godt guitar, men også at fortælle en god historie – at ”brande” sig selv.

For Johnson blev det historien om, hvordan han solgte sin sjæl til djævelen for til gengæld at blive en forrygende bluesguitarist – en historie Johnson fortalte igen og igen i mange af sine sange. Historien har helt sikkert fået folk til at spærre øjnene op i lige dele fascination og forskrækkelse på de små barer, hvor Johnson optrådte, og været med til at skille ham ud fra mængden af nok ret enslydende bluesmusikere.

For nogle år siden var der en musikforsker, som påstod at de numre, vi kender med Johnson er ”speedede op” altså skruet op i tempo – og det er baggrunden for hans karakteristiske lyse stemme og lynhurtige guitarspil. Han havde eksperimenteret med at afspille numrene i et langsommere tempo og opdaget at det lød meget mere naturligt.

Giv Robert Johnson et lyt (i det tempo du finder passende) og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Det er på et hængende hår, at der når at komme en MÅNESKIVE i denne måned. Men her er den, og det er til gengæld en af mine absolutte yndlingsplader.

Bag kunstnernavnet Iron & Wine gemmer sig den amerikanske sanger og sangskriver Sam Beam, som i over 20 år nu har udgivet utroligt fine plader med akustisk baseret musik, som blander folk, jazz og rock i den genre som meget intetsigende kaldes ”americana”.

Han debuterede med den skramlende og meget lo-fi ”The Creek Drank The Cradle” i 2002, men her til MÅNESKIVEN har jeg valgt hans anden plade ”Our Endless Numbered Days” fra 2004 – pladen som for alvor fik folk (inklusiv mig selv) til at få øjnene op for hans enorme talent.

Hvor debutpladen var primitivt indspillet hjemme i hans stue, blev ”Our Endless Numbered Days” indspillet i et rigtigt lydstudie, og selvom den stadig er forholdsvis simpel og minimalistisk lyder den ganske fantastisk på vinyl og indeholder en lang række af hans mest ikoniske numre. Det er utroligt behagelig musik, som samtidigt indeholder masser af små detaljer, som man først opdager efter mange gennemlytninger, og Beams ordrige tekstunivers er et kapitel for sig.

Pladen blev en kæmpe succes og Iron & Wine har siden udgivet fire soloalbums samt en række plader i samarbejde med andre kunstnere (blandt andet med bandet Calexico). Han giver også forholdsvis tit koncerter i DK.

For resten er Sam Beam uddannet grafiker og står derfor selv for alt det visuelle omkring Iron & Wine – og det er altid utroligt lækker designet.

Giv Iron & Wines musik en chance og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE (som kommer lige om lidt!) 

Flere har påpeget, at der aldrig har været en dansk plade i MÅNESKIVEN, og det går selvfølgelig ikke. Derfor er denne måneds plade på dansk, endda med en ret kendt dansk kunstner og ovenikøbet en de bedste danske plader, som er udkommet i de sidste mange år efter min mening.

Alle kender Alberte Winding, enten som Luna i ”Bamses Billedbog”, som forfatter til bøger både til børn og voksne eller som sangerinde med en mængde hits bag sig (især ”Lyse nætter” er blevet kæmpestor). Men de færreste opdagede, at hun midt under Corona udgav en helt fantastisk plade, som nok både blev overset, fordi folk havde tankerne på den igangværende (og på det tidspunkt ret nye) pandemi, men måske også fordi pladen var lidt noget andet end den mere mainstream pop, hun ellers er kendt for.

”Martha’s Wineyard” er en afdæmpet perle. 10 enormt smukke akustiske numre med tekster som kredser om historier fra Albertes ungdom og et længere ophold i netop Martha’s Wineyard (som er en ø ud for kysten af det østlige USA). Historier om ensomhed, ungdom, kærlighed og om det at se tilbage på en for længst svunden tid. Lækkert produceret med sans for det rene og minimalistiske af Albertes mand Andreas Fuglebæk (som også har været med til at skrive sangene og som spiller de fleste af instrumenterne) og med Albertes dejlige, varme og utroligt velkendte stemme i front. Den blander folk, bluegrass og singer-songwriter genrerne på en måde, som egentligt ikke er så lang fra min egen musik i UNDER MÅNEN.

Som I kan se, var jeg så heldig at få et signeret eksempler (trykt på den frækkeste mint-grønne vinyl!) og med Albertes kommentar ”til den stille fest” skrevet på coveret – og det er egentligt en meget præcis varedeklaration, for det er den perfekte plade at sætte på til en lun sommeraften på terrassen.

Omkring samme tid udgav Alberte erindringsromanen ”Småt brændbart”, som også kan anbefales og som fortæller videre på samme historie.

Giv pladen et lyt, god sommer og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Torsdag den 6. juli spillede UNDER MÅNEN koncert på den fantastiske besøgsgård Tothaven lidt uden for Hundested. Det er en gård fuld af nuttede dyr og hyggelige grønne pletter og selvfølgelig nærmest den perfekte ramme om min musik.

På den fine lille udendørsscene spillede jeg to sæt med i alt 21 numre, og der var flere nye ting på programmet. “Forårets død” fik endelig sin længe ventede debut (nu er 9 ud af 10 numre fra UDEN ET ORD spillet live). Koncerten bød også på et par coverversioner af gamle danske evergreens og et par folk-klassikere.

  1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
  2. Rejsekort (uudgivet)
  3. Uden et ord (fra UDEN ET ORD)
  4. Hungerfugl ((fra UDEN ET ORD)
  5. Vækker en abe i mig (uudgivet)
  6. Byen ved vandet (uudgivet)
  7. Vindhejren (fra UDEN ET ORD)
  8. Mr. Morgan (single)
  9. Under månen (uudgivet)
  10. En yndig og frydefuld sommertid (cover)
  11. Gøgleri (fra PETITESSER)
  12. Black Cat Blues (uudgivet)
  13. Anji (cover)
  14. Ravnekongen (fra UDEN ET ORD)
  15. Du kom med alt hvad der var dig (cover)
  16. Langt fra og tæt på (uudgivet)
  17. Walking (cover)
  18. Val de Loire (fra PETITESSER)
  19. Havbund (uudgivet)
  20. Greensleves (uudgivet)
  21. Forårets død (fra UDEN ET ORD) debut
  22. Ouverture (fra UDEN ET ORD) reprise

Læs mere om Tothaven https://tothaven.dk/

I sidste måned præsterede jeg at anbefale en plade, som kun var tre år gammel og i denne måned, slår jeg alle rekorder i aktualitet med en plade som kun er tre uger gammel. MÅNESKIVEN er aktuel som aldrig før!

Paul Simon behøver næppe den store introduktion. Han slog allerede sit navn fast i 60’erne hvor han sammen med Art Garfunkel udgav en række plader fyldt med iørefaldende pop-sange som ”Simon & Garfunkel”. ”Sound og Silence”, ”Bridge Over Trouble Water” er evergreens, som alle kender

I de næste tre årtier udgav han solo-plader, som bød på mindst lige så mange hits. Han har altid flirtet med forskellige genrer og især i 80’erne lavede han spændende plader, som fusionerede poppen med verdensmusikken – det kom der blandt andet storhittet ”You Can Call Me Al” ud af.

Men for et par år siden annoncerede den i dag 81 årige Simon, at nu trak han sig tilbage både fra at turnere og udgive musik, og det løfte holdt han indtil for nyligt, hvor der lidt ud af det blå udkom en spændende ny plade – og den er naturligvis månedens MÅNESKIVE.

”Seven Psalms” er en ret særlig plade – syv numre som kører ud i et og med Simons slidte men stadig smukke stemme og lækre guitarspil helt i front. Den minder ikke rigtigt om noget andet, han har lavet og har derfor også splittet selv hans mest hardcore fans. Sangene er smukke og velproducerede, med uden de lette og iørefaldende hit-melodier, som han ellers har været garant for hele sin karriere. Der er noget meditativt og meget modent over sangene, med tekster som kredser om livet, døden, religion og de store ting som fylder i verden i dag (Corona får også lige en hilsen med).

Ifølge Simon er det meste kommet til han i drømme, og pladen følges op med en dokumentarfilm, som fortæller hele historien om den besynderlige tilblivelsesproces.

Det er en plade, man skal sætte sig og lytte til (eventuelt med et godt glas rødvin) og for hver gang dukker nye detaljer op. En varm anbefaling herfra og glæd dig så til næste måneds MÅNESKIVE.

Vejret var perfekt og omgivelserne utroligt smukke, da UNDER MÅNEN spillede havekoncert ved et privat arrangement i en kolonihave i København.

Koncerten bød både på gamle kendinge og nyt materiale – blandt andet det netop udgivne PETITESSER nummer “Gøgleri” – som blev spillet live for første gang i tyve år!

1. Ouverture (fra UDEN ET ORD)
2. Hungerfugl (fra UDEN ET ORD)
3. Gøgleri (fra PETITESSER)
4. Yndig og frydefuld sommertid (cover) DEBUT
5. Walking (cover) DEBUT
6. Val de Loire (fra PETITESSER)
7. Anji (cover) DEBUT
8. Sommerhymne (uudgivet)
9. Havbund (uudgivet) DEBUT
10. House Carpenter (cover) DEBUT
11. Vejen til vejs ende (uudgivet)
12. Kold krig (single)
13. Uden et ord (fra UDEN ET ORD)
15. Black Cat Blues (uudgivet)
16. Greensleves (cover) DEBUT

Som lovet kommer her anden del af den musikalske serie PETITESSER. Et relativt fjollet lille nummer men med en sjov baggrundshistorie.

For efterhånden mange år siden optrådte jeg sammen med en gøgler-duo, som rejste landet rundt med et lille show med små sjove numre. Vi optrådte på kræmmermarkeder, i private hjem, på Bakken, på Læsø, i Parken, på Roskilde Festival og mange andre mærkelige steder.

Min opgave var at spille musik til showet, og til et lille tryllenummer var oplægget, at jeg skulle spille noget klassisk musik. Jeg havde bare ikke lige et ”rigtigt” klassisk nummer klar, så skrev i al hast et lille pseudo-klassisk musiknummer, som mest bare satte en række ”klassisk musik”-klicheer sammen i en nogenlunde fornuftig rækkefølge, og på en måde så jeg kunne spille det i forholdsvis lang tid, hvis nu tryllenummeret trak ud (og det gjorde det tit). Dengang fik den titlen ”Trylle-musik”.

Nummeret fungerede fint og blev spillet MANGE gange alle mulige steder. Det stolteste øjeblik var til en stor gøgler-festival i Tyskland, hvor en nobel ældre dame dukkede op efter showet for at få at vide hvilken klassisk komponist, som mon havde komponeret det fine musikstykke. Det var jeg ret stolt af dengang!

Så gik der omkring tyve år, hvor jeg ikke spillede nummeret en eneste gang – men forleden dukkede det pludseligt op i tankerne igen og til min store overraskelse, kunne jeg stadig spille det ret godt. Så her er et lille stykke ”trylle-musik” (nu med ny titel) og en tilpas fjollet video.

Og glæd dig så til næste omgang PETITESSER!